Kias udbud af rene elbiler i mellemstørrelse får kraftigt vokseværk. Hele tre modeller vises nu i Sydkorea, og den første er formentlig i Danmark i efteråret 2024.
Alle tre er baseret på Hyundai-Kias rene elbil-platform E-GMP.
De hedder EV3, EV4 og EV5 og er hhv. en crossover en sedan og en SUV. De to første vises indtil videre kun som konceptmodeller, mens EV5 er en færdig bil.
EV3: crossover i kompakt størrelse
De er meget anderledes og ser spændende ud i forhold til, hvad der ellers er på markedet, og til dels også hvad Kia selv har i dag. Selv om de to er koncepter med et futuristisk strejf, vil designet på de færdige biler næppe afvige væsentligt.
EV3, som kommer først (formentlig i efteråret 2024) ser ud til at passe perfekt til kunder i Europa, men har umiddelbart det ’problem’, at den i størrelse stort set vil svare til den nye Niro. Den er bygget på en multi-brændstof-platform, men sælges bl.a. som ren elbil.
Tre versioner af Kia EV5
EV5 er en mellemstor SUV i klasse med Sportage og kun en anelse kortere end EV6. Til gengæld er den højere.
Kia gengiver data for versioner til såvel Kina som det koreanske hjemmemarked, og det er uvist, hvilke udgaver, vi får at se her i Europa, hvor bilen først ventes klar i 2025.
Der udvikles tre versioner standard, long-range og long-range AWD. I de koreanske versioner fås standardmodellen et 58 kWh-batteri og motor foran med 218 hk, long-range-modellen udstyres med et 81 kWh-batteri og samme motor, mens long-range AWD får en ekstra motor bag på 95 hk og dermed en samlet ydelse på 306 hk. En superhurtig GT-version er også under udvikling.
De kinesiske udgaver har lidt større batteri.
400 volt?
Selv om E-GMP-platformen er kendt for at have 800-volt-teknik med lynhurtig ladning, kunne det se ud til, at EV5 benytter en langsommere ladning, måske kun 400 volt.
De kinesiske udgaver skal i hvert fald bruge 27 minutter på at lade fra 30 til 80 procent. EV6 klarer 20-80 på ned til 18 minutter.
En anden markant forskel er, at EV5 som udgangspunkt er forhjulstrukket, mens EV6 er baseret på baghjulstræk.
Kia EV4 - en Tesla 3-konkurrent?
EV4 er en mellemstor sedan og virker til at være en direkte konkurrent til bl.a. Tesla Model 3 og BYD Seal.
Den slags sedan’en er generelt ikke noget stort hit hos os uden for premium-klassen, men Tesla Model 3 har som bekendt gjort det særdeles godt længe, selv om den nu står kraftigt i skyggen af Model Y.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.