Autobahn-cruiser vinder knusende sejr i Årets Bil

Vinderen af Årets Bil i Danmark 2024 er fundet. Tysk elbil fejer konkurrenterne af banen i et alsidigt felt af syv finalister.

BMW i5 med to personer i forgrunden.
Nyt om biler

Syv fine bilnyheder kom i finalen til Årets Bil i Danmark 2024, men kun én kan vinde. Og i år blev sejren en knusende triumf for BMW’s 5-serie.

Med 144 point foran nummer to, der fik 101 point, er BMW’s hæder den mest suveræne siden 2015, hvor Citroën C4 Cactus fik 148 point foran VW Passats 87.

Den ultimative danske hæder til en bil blev uddelt 28. november ved at arrangement på bilsamlingen Haaning Collection i Bagsværd.

afsløret Sejren gælder officielt kun den fuldelektriske version, i5. Det er kun denne, jurymedlemmerne har haft mulighed for at bedømme, men den nye 5-serie fås også med forbrændingsmotor.

BMW's første 'Årets Bil'

Selv om BMW de seneste år har haft en flot tradition for komme i finalen (i 2020 havde mærket to modeller blandt de syv), er det første gang nogensinde i kåringens 55-årige historie, at en BMW bliver Årets Bil i Danmark.

Det er endda en af dyreste biler, der har vundet den danske pris. Billigste i5 sedan koster 583.000 kr.

Lige nu fås i5 (og 5-serien) kun som sedan, men en stationcar følger i foråret 2024. Den elektriske i5 bliver unik i premiumklassen som elektrisk stationcar. Kun Nio tilbyder med ET5 Touring (fra 517.000 kr.) noget tilsvarende. Audi ventes i 2025 at lancere A6 E-tron Avant.

Også i den europæiske finale

BMW 5-serie/i5 er også netop kommet i finalen om at blive Car of the Year 2024. Vinderen af årets bil i Europa kåres dog først til februar.

På andenpladsen i den danske finale kom en bil, der kun fås helt elektrisk, nemlig VW's store sedan, ID.7. Elbilen kommer i 2024 også som stationcar.

ID.7 blev fulgt skarpt af endnu en ren elbil, den store kinesiske SUV, Xpeng G9. Også på plads fire finder vi en kinesisk bil, BYD Dolphin.

Med BMW i5's sejr er det femte år i træk, at en elbil vinder den eftertragtede danske pris.

Resultatet i finalen til Årets Bil:

 

 

8. generation af 5-serien den første elektriske

Den nye generation af BMW’s 5-serie er ottende generation fra det sydtyske bilmærke, men det er første gang, at man kan få en 5-serie som ren elbil, hvor den så hedder i5.

Sideløbende med den fuldelektriske version dukker BMW 5-serien herhjemme også op med dieselmotor og senere i flere hybrid-udgaver.

Blandt de syv finalister skiller den nye BMW i5 sig ud ved at være designet som en helt almindelig bil i stedet for at have de utraditionelle former, der ofte indikerer, at der er tale om en elbil, siger bilteknisk redaktør i FDM og et af de 20 jurymedlemmer, Søren W. Rasmussen.

BMW i5 i fart set skråt forfra.
Køreegenskaberne er gjort lige så lækre og inspirerende, som man kender det fra de mere traditionelle udgaver af BMW 5-serien, lyder vurderingen fra bilteknisk redaktør i FDM og jurymedlem, Søren W. Rasmussen.

Også FDM's favorit

Nu må en elbil gerne se traditionel ud, og det fortæller, at elbilerne er blevet hverdagskost. På samme måde er køreegenskaberne også gjort lige så lækre og inspirerende, som man kender det fra de mere traditionelle udgaver af BMW 5-serien, og det er egenskaber, jeg holder meget af, siger Søren W. Rasmussen.

Årets Bil i Danmark kåres af foreningen Danske Motorjournalister. Der er i år 20 medlemmer af juryen, heraf er de tre fra Motor/FDM. To havde BMW i5 på førstepladsen, mens en havde den som nummer to.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve