Danskerne elsker Tesla. Eller rettere: rekordmange elsker Tesla Model Y så meget, at den nu bliver den mest solgte bilmodel inden for et kalenderår nogensinde herhjemme. Faktisk er næsten hver tiende nyindregistrede bil i år en Tesla Model Y.
Den hidtidige rekord på 16.686 solgte biler blev sat af Opel Kadett i 1986. Til og med den 19. december er Tesla Model Y blot 10 biler fra rekorden i følge bilstatistik.dk, men med over 100 registreringer om dagen slår Tesla Model Y salgsrekorden i dag onsdag den 20. december. Og det stopper ikke her, for Tesla har historisk set altid solgt mange biler i december måned, og dermed forventes det, at rekorden bliver slået markant, når året er omme.
– At en elbil allerede i 2023 slår rekorden som den mest solgte på et år, er en markering af danskernes appetit på elbiler og den grønne omstilling. Indtil nu har elbilernes pris været en kæmpe udfordring, og det har delvist løst sig med Teslas kraftige prisnedsættelser, som konkurrenterne har fulgt efter, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru.
Han forventer dog ikke, at andre elbiler slår Teslas rekord, før de helt billige elbiler kommer på markedet. Det skyldes, at det danske bilmarked primært er opdelt mellem to store købergrupper: dem som køber dyre elbiler, og dem, som køber en billig benzinbil.
Flere årsager til Teslas succes
Prisen på en Tesla Model Y var markant højere end konkurrenternes indtil den 13. januar, da Tesla satte priserne markant ned. Dermed blev Model Y med ét 20.000-50.000 kr. billigere end konkurrenterne, og dermed fremstod modellen som et decideret slagtilbud.
De kraftige prisnedsættelser i januar har betydet, at mange almindelige danskere har fået øjnene op for elbilen som alternativ til en benzin- eller dieselbil. Det er især driftsomkostningerne og udgiften til strøm, der mere end kompenserer for den lidt høje købspris.
I runde tal koster en elbil til 350.000 kr. det samme at eje som en benzinbil til 250.000 kr. Dermed er der mange danske bilkøbere, der tidligere har valgt biler i mellemklassen, som med samme totaløkonomi kan vælge en større elbil som Tesla Model Y. Og det har de gjort i stor stil her i 2023.
Også populær som brugtbil
Også andre elbiler er blevet mere interessante, i takt med at samtlige konkurrenter har sænket deres priser, tilføjet mere udstyr eller lavet kampagner med privatleasing for at tækkes de danske bilkøbere.
Dermed er Tesla Model Y ikke længere det store slagtilbud, den var i januar, men kunderne vælger fortsat den amerikanske elbil frem for konkurrenternes.
Det er ikke kun blandt de nye biler, at Tesla Model Y er populær. Også som importeret brugtbil er der kommet mange næsten nye Model Y til Danmark. Der er år til dato indregistreret 3.010 Model Y som importerede brugtbiler. Her bliver Model Y dog slået af søstermodellen Model 3, hvoraf der er indtil videre er importeret 4.318 i år.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.