Der kom gang i det danske bilsalg i 2023 efter et halvsløjt 2022. For elbilerne er det nærmest en jump-start.
Vi købte 172.764 fabriksnye biler i 2023, og det er 17 procent flere end året før. Det er dog stadig færre end i 2021 og et af de mindste årgange i mange år. 2023 sluttede dog med et højt salgstal på på 19.187 nye biler i december, viser de nye tal fra De Danske Bilimportører.
Når det gælder elbiler, blev der sat en eftertrykkelig rekord. Salget af nye elbiler blev fordoblet på et år, og deres andel af det samlede bilsalg er vokset fra 19,6 procent i 2022 til nu 36,1 procent i 2023. For to år siden udgjorde de blot 12,9 procent af nybilsalget.
FDM: 'Et vanvittigt bilår'
- 2023 blev et vanvittigt bilår. I begyndelsen af året var FDM meget forsigtig med forventningerne til salget, da der var udsigt til høj inflation og højere renter. Derfor var forventningerne til bilsalget, men især elbilsalget, ikke særlige høje, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
Samtidig steg importen af brugte biler – især de nyere – 14 procent. Ud af de 41.145 brugt importerede biler udgjorde elbilerne en markant højere andel end blandt nye biler, nemlig 65 procent.
- En skelsættende begivenhed var, da Tesla 13. januar satte priserne markant ned. Det øgede interessen for elbilerne hos private, og der er handlet elbiler i stor stil, siger Ilyas Dogru.
Stor elbil en meget klar nr. 1
Prisfaldet satte især gang i salget af Tesla Model Y, som blev en meget klar nr. ét i 2023. Det skete med så stort et tal, at Model Y slog Opel Kadetts rekord fra 1986 som den mest solgte model nogensinde.
På en andenplads finder vi Peugeot 208, der langt overvejende er benzindrevet. Tredje mest solgte bil i 2023 blev Ford Kuga, der samtidig blev den klart mest solgte plugin-hybrid.
Det enorme Model Y-salg gjorde samtidig Tesla til det mest solgte mærke med VW, Audi, Toyota og Mercedes-Benz på de næste pladser.
Se listen med de mest solgte biler i 2023 i bunden af artiklen.
Kinesere fylder stadig lidt
Kinesiske mærker er fortsat ikke særlig synlige i salgsstatistikken. MG solgte flest med 1.438 eksemplarer og fik en samlet 23.-plads. Xpeng blev nr 26 med 654 biler og BYD nr. 27 med 465 biler.
Samlet set havde kinesiske mærker en markedsandel på 1,8 procent.
Det solide salg af nye elbiler kombineret med den store brugtimport betyder, at antallet af elbiler på danske veje passerede 200.000 i december.
Benzin mest populært
Selv om elbilerne går kraftigt frem, at det stadig benzinbiler inklusive mildhybrider og fuldhybrider, der er det mest udbredte valg. De står for 46 procent af salget.
Plugin-hybrider falder ned til ti procent, mens dieseldrevne personbiler går tilbage fra godt ti til nu ca. otte procent.
FDM forventer, at bilsalget i 2024 vil blive på nogenlunde samme niveau som 2023, men med højere elbilandel, muligvis op omkring 40-45 procent.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.