Ikke mange bilmodeller kan fejre 50-års jubilæum under samme navn. Toyota Corolla og Honda Civic har passeret milepælen. Og nu kører også VW Golf over stregen.
Den klassiske Wolfsburg-model fejrer sine 50 år i år og markerer det blandt andet med et større facelift.
Den nuværende ottende generation kom på markedet for fire år siden, men mange opdagede det formentlig ikke. Golf 8 blev nemlig lanceret – eller skulle have været lanceret - i Danmark tre dage efter, at statsministeren havde lukket landet ned på grund af corona-pandemien.

Har været skygge af sig selv
Med den fornyede Golf får modellen mulighed for en frisk start, selv om verden i mellemtiden har bevæget sig over mod el, i hvert fald her i Nordeuropa. Golf har i den nuværende generation været en skygge af sig selv, når det gælder salg i Danmark. Det har delvist været betinget af mangel på leveringer.
I 2023 blev der blot indregistreret 520 VW Golf, hvilket rakte til en 94. plads.
Men den faceliftede Golf, der er klar hen på foråret, ser ud fra beskrivelsen ud til at være en rigtig fin bil i den klassiske verden.

Ret stor visuel forandring
En Golf ændres visuelt altid meget diskret, men her er der tale om en ganske tydelig opdatering. Særligt i betragtning af, at det er et facelift.
Fronten er helt ny, og markant er, at bilen får oplyst logo. LED-forlygterne er også nye og fås med ’IQ light’-matrixlygter med et kraftfuldt fjernlys, der rækker op til 500 meter.
Bagtil har de nye lygter 3D-effekt, der giver Golf en unik lyssignatur i mørket.

Talestyring med almindeligt sprog
Den fornyede Golf har et nyudviklet infotainmentsystem med en fritstående 12,9 tommer trykskærm, der nederst har oplyste skydeknapper til styring af temperatur- og lyd. Også rattet er nyt.
VW’s taleassistent, IDA, er forbedret med kunstig intelligens (ChatGPT), så man med naturligt sprog kan styre funktioner som klimaanlæg, telefon og navigation. Ydermere giver assistenten adgang til onlineinformation fra alle tænkelige områder.
ChatGPT ser ud til at komme lidt efter lanceringen.

Langtrækkende plugin-hybrid
Motorerne er opdaterede. Særligt er der forbedring på de to plugin-hybrider. De har fået lidt flere kræfter (eHybrid 204 hk, GTE 272 hk) og en længere elektrisk rækkevidde på ca. 100 km. Det er opnået ved at forøge batteriet fra 10,6 til 19,7 kWh.
Desuden har plugin-hybriden fået 50 kW DC-hurtigladning.
Stationcaren kommer ikke som plugin-hybrid.

Stort motorprogram
Andre motorer er en fornyet 1.5 eTSI med 48 volt mildhybrid-teknik. Ved introduktionen vil der være i alt syv motorvarianter foruden plugin-hybriderne: eTSI med 115 og 150 hk, TSI turbobenzin med firehjulstræk og 204 hk), TDI-turbodiesel på 115 og 150 hk samt GTI med 2.0 TSI turbobenzinmotor, der nu yder 265 hk – 20 hk mere end forgængeren.
Det er ikke afgjort, hvilke motorer der bliver tilbudt i Danmark, men yderligere varianter vil blive introduceret i løbet af 2024.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.