Salget af plugin-hybrider viger, men én model er stadig vældig populær: Ford Kuga. Den blev i 2023 den tredje mest solgte bil i Danmark og blev med ca. 4.400 styks solgt i fem gange så mange eksemplarer som nr. to, Kia Ceed.
Og den popularitet har gode muligheder for at fortsætte, selv om afgifterne på plugin-hybriderne fik et hak opad 1. januar. Den fem år gamle Kuga er nemlig på vej i en kraftig forbedret udgave.
Opdateringen er synlig i kraft af en mere markant grill, hvor den blå Ford-oval nu er placeret midt i. Den øverste del af grillen er indrammet af et lyspanel i forlængelse af bilens nye LED-forlygter.
Nye karrosserifarver er kommet på paletten: Desert Island Blue og Bursting Green – de farver på billedet øverst. De supplerer de nuværende fire farver.
Stærkere og hurtigere
Plugin-hybriden, som står for stort set hele det danske salg, får øget motorydelsen fra 225 til 243 hk, og selv om det er en beskeden forøgelse, skæres der næsten to sekunder af 0-100-tiden til nu 7,3 sekunder.
Automatgearet er helt nyt og giver mulighed for væsentlig større trækvægt. Med bremser øges vægten fra 1.500 kg til 2.100 kg, hvilket åbner for at trække en stor campingvogn, en mellemstor hestetrailer og en ganske stor båd.
Den adaptive fartpilot er opgraderet til en ny generation, der bl.a. kan foretage automatiske opbremsninger i kryds.
Uændret strøm-rækkevidde
På et afgørende punkt er Kuga plugin-hybrid ikke forbedret. Batteriet er uændret i størrelse, så den officielle rækkevidde på strøm begrænser sig til officielt 60-69 km. Der kommer for tiden en del nye plugin-hybrider med ca. 100 km rækkevidde.
I kabinen vokser trykskærmen fra 8 til 13,2 tommer og benytter Fords seneste SYNC 4-infotainmentsystem. Det indeholder nu 5G-forbindelse.
Tre udstyrsvarianter tilbydes I Danmark: Titanium, ST-Line X og Active X.
Den fornyede Kuga kommer til foråret, og priserne forventes offentliggjort i februar.
Flere store Ford-nyheder i 2024
Ford, som snart skifter fra fabriksejet importør i Danmark til at blive importeret af den jyskbaserede Nic Christiansen-koncern, har flere andre store nyheder i år.
Lige efter sommerferien kommer elbilen Explorer, og sidst på året følger en elektrisk Puma. Cirka samtidig lanceres en variant af Explorer, der muligvis skal hedde Capri. Det er en lavere og mere hatchback-formet model end SUV’en Explorer.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.