10 år efter lanceringen af Porsche Macan er sportsmærket omsider klar til at lancere næste generation. Og det bliver en revolutionerende fornyelse. Macan skifter nemlig til at blive fuldelektrisk – og udelukkende elektrisk.
I denne omgang er det en snigpremiere, vi er vidne til. De delvist uldne billeder, Porsche har frigivet, viser prototyper med en smule kamuflage, og de ledsagende ord drejer sig meget om de afsluttende tests. Men der er også en række interessante oplysninger.
Det har dog længe været kendt, at Macan bliver bygget på Volkswagen-koncernens nye PPE-platform (Premium Platform Electric), som omtrent samtidig skal anvendes til Audi Q6 og A6. Dermed bliver en række fundamentale egenskaber ens for de tre biler og adskillige kommende.
Ekstrem hurtig ladning
PPE-platformen benytter 800 volt-teknik, som Porsche og Audi i forvejen har benytter til Taycan og E-tron GT. Macan kan lade med op til 270 kilowatt, så det store batteri kan lades fra 10 til 80 procent på 22 minutter.
Batteriet er på 100 kWh, hvoraf de 95 kWh er tilgængelig. I kombination med en god aerodynamik bliver rækkevidden over 500 kilometer for alle varianter. Det er formentlig en forsigtig udmelding, for søsterbilen Audi Q6 ventes at komme over 600 km.
Porsche har arbejdet hårdt på aerodynamikken. Elbilen får en luftmodstandskoefficient på 0,25, hvilket er en bemærkelsesværdig forbedring fra forgængeren, som ligger på 0,35.
Aerodynamik justeres løbende
Ifølge Porsche har det været en stor udfordring at bevare modellens stærke visuelle identitet og samtidig opnå de aerodynamiske krav, som er nødvendige for at sikre høj effektivitet og dermed lang rækkevidde.
Bilen har således fået automatisk spoiler bagtil og aktive klapper på luftindtagene foran. Der er også variable elementer på bilens bund, som nu er flad og lukket, også omkring bagakslen. Dertil kommer de mere lukkede hjul samt aerodynamisk optimerede dæksider.
I udviklingen har der – ret forventeligt - været fokus på køredynamik og styrefornemmelse, og selv om bilen er firehjulstrukket, er det bagaksel-fokuseret. Begge aksler drives af PSM-motorer.
612 hk i boost - 1.000 Nm
Tilsammen kan de kortvarigt levere mere end 450 kW/612 hk. Drejningsmoment er på over 1.000 Nm, og der medfølger launchcontrol i topmodellen.
Macan får også aktiv, justerbar luftaffjedring, spær på bagakslen samt baghjulsstyring. Der er ingen melding om, at Macan skulle få totrinsgear.
Porsche siger stadig ikke noget om verdenspremiere af den færdige bil eller om, hvornår bilen kan leveres. Det sidste sker formentlig i sensommeren eller ud på efteråret.
To andre Porsche-nyheder
Porsche har yderligere to store nyheder i 2024.
Her i begyndelsen af året er en helt ny Panamera klar til de første danske kunder, og på et ukendt tidspunkt - formentlig til efteråret - får Porsches første elbil, Taycan, et facelift.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.