Advarsel om farlig trafik popper op i udvalgte biler

Trafikulykker lige forude kan nu komme direkte fra Vejdirektoratet og ind i Volvo-bilers førerinstrument. Det fungerer i op til otte år gamle modeller. Vejdirektoratet er klar til at udbrede sikkerhedsfunktionen til andre bilmærker og til kortleverandører.

Førerdisplay med advarsel.
Nyt om biler

ULYKKE FORUDE!

Den advarsel kan bilister i dag opleve at få gennem særligt trafikradioen. Der er også navigationssystemer, som kan vise det. Men nu kryber denne vigtige advarsel helt ind i bilernes instrumenter.

Det er blevet muligt gennem en europæisk datastandard, og det allerførste resultat er nu i drift gennem et samarbejde mellem Vejdirektoratet og Volvo Cars.

Vejdirektoratet har et stort antal kvalitetssikrede meldinger om ulykker og en lang række andre hændelser på de danske veje. I kombination med nye datasystemer, som kan videresende dem øjeblikkeligt, har Volvo nu valgt at lade de danske ulykkes-varsler gå direkte ind i bilernes instrumenthus. Det kan ske blot få sekunder efter, at hændelsen er registret af Vejdirektoratets Trafikcenter.

Luftfoto af kurvet vej.
Volvoer vil nu får en advarsel kort før en ulykke forude, hvis den er registreret af Vejdirektoratet. Det er bl.a. i en situation som denne, hvor føreren først kan se ulykkesstedet kort inden, at det kan være særlig vigtigt.

Advarselstrekant i instrumenthuset

I forvejen kan Volvoer advare hinanden om glatte veje, og hvis en anden Volvo holder med havariblinket tændt. Den nye advarsel, kaldet Accident Ahead Alert, vil dukke op i instrumenthuset i form af en advarselstrekant kombineret med en advarselslyd omtrent 200 meter i forvejen.

Vejdirektoratet har en lang række andre kategorier, der udsendes, bl.a. tabt gods, døde eller levende dyr ved vejen, kø, vind på broer, store slaghuller og havareret bil. Disse kategorier har Volvo valgt ikke at tage med, i hvert fald ikke i første omgang.

- Med vores forbundne sikkerhedsteknologi kan Accident Ahead Alert hjælpe Volvo-kørere til at undgå ubehagelige overraskelser og dermed bidrage til at gøre vejene mere sikre for alle, siger Åsa Haglund, der er leder af Volvo Cars Safety Centre i Gøteborg.

Hun siger, at Volvo nøje har analyseret Vejdirektoratets data og er tryg ved at sende dem direkte videre til bilerne.

Advarsel om ulykke forude.
Advarsel om ulykke forude præsenteres i instrumenthuset på mange Volvo-modeller på samme måde, som advarsel om glat vej gør i dag. Har bilen headup-display, vises advarselstrekanten også der.

Advarsler skal være relevante

- Det er vigtigt, at advarslerne er både korrekte og relevante. Ellers holder bilisterne hurtigt op med at stole på dem. Vi er overbevist om, at den nye advarsel er relevant i mindst 70 procent af tilfældene, siger Åsa Haglund.

Det er ikke nødvendigt at have en rute i navigationsanlægget for at få advarslerne, som kun burde komme om hændelser foran bilen og ikke bagude.

I Vejdirektoratet forklarer afdelingsleder Stine Bendsen, at de nye advarsler kan deles i kraft af et europæisk samarbejde kaldet Data for Road Safety. Det er gratis for bilproducenter, kortleverandører og andre at hente disse data.

Stine Bendsen ser Volvos brug af de danske oplysninger som en tillidserklæring til de aktuelle trafikinformationer og fortæller, at Vejdirektoratet arbejder med andre bilproducenter og kortleverandører. Og uden at have konkret viden fortæller hun, at også Google ser på at tilslutte sig det fælleseuropæiske datasprog.

Kort med symboler for trafikale hændelser.
Vejdirektoratet driver en omfattende registrering af trafikale hændelser i Danmark. Systemet blev sidste år opgraderet, så nye meddelelser kan sendes ud i samme øjeblik, de er klar. Alle varsler kan ses på trafikinfo.dk, men nu trækker Volvo én af kategorierne direkte ind i bilen: advarsel om trafikulykke.

Oplysninger om hændelser får Vejdirektoratet af flere kanaler. De er alle manuelle. Når der sker en ulykke på statsvejene, bliver Vejdirektoratets Trafikcenter bekendt med det via alarmcentralen, trafikanter, P4 Trafik (som har studie i Trafikcentret) eller ved, at det bliver opdaget på et overvågningskamera.

Fungerer i 8 år gamle biler  - men ikke i EX30

Systemet fungerer umiddelbart i alle Volvo-modeller fra og med 2016 af serierne 40, 60 og 90. Volvo siger, at ’der arbejdes på’ at få det i EX30, men talspersonen for Volvo Cars kan ikke sige, hvornår det eventuelt sker.

Ejere af de pågældende Volvo-modeller skal ikke gøre noget for at få tjenesten, som heller ikke koster noget. Dog skal man sikre sig, at man har tilladt deling af anonyme data (position). Hvis man i forvejen får Volvos advarsler om glat vej m.m., er det slået til. Ifølge en Volvo-specialist er det ikke et krav, at man har et aktivt Volvo On Call-abonnement, men bilen skal have et aktivt sim-kort.

Volvo arbejder på, at trafikadvarslerne også skal fungere i andre europæiske lande. Udenlandsk registrerede Volvoer vil i dag automatisk få de danske advarsler, når de befinder sig i Danmark.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve