Elektrisk VW bliver lang i ladet og lang i rækkevidden

VW viser nu stationcarudgaven af elbilen ID.7. Den bliver det fuldelektriske alternativ til Passat Variant og får næsten lige så meget bagageplads og en rækkevidde på tæt ved 700 km.

VW ID.7 Tourer i blå bagfra.
Nyt om biler

Her er elbilen, der skal løfte en særdeles tung arv i VW-familien. Den nye ID.7 Tourer bliver en ny tids udgave af motorvejenes hårde slidere gennem årtier, Passat Variant, der har været populær og nærmest referencepunktet for forretningsfolk på langfart og børnefamilier med stort pladsbehov.

VW viser nu den færdige udgave af ID.7 Tourer og bekræfter dermed, at stationcar-tilnavnet skifter fra Variant til Tourer. Bilen er klar i Danmark efter sommerferien.

Designet er ikke den store overraskelse, efter at VW har været rundhåndet med både konceptudgaver og moderat kamuflerede prototyper. Men det er nu tydeligt, at bagpartiet adskiller sig fra den femdørs'.

VW ID.7 Tourer i blå i profil.
VW ID.7 Tourer har samme længde som den femdørs - meget tæt på fem meter. Taglinjen holder højden langt bagud, og det lover godt for loftshøjden ved bagsædet.  

605 liter bagage - 195 cm ladrum

Men nu frigives også bilens tekniske oplysninger. Bagagepladsen fås ikke bedre i en elektrisk stationcar med 605 liter. Det er anelse mere end BMW i5 Touring, men lidt mindre end Passats 650 liter. Med bagsædet lagt ned er der plads til 1.714 liter.

Sammenlignet med den femdørs ID.7 får man her 73 liter ekstra bagagerum. Forskellen bliver endnu mere markant, når bagsædet lægges ned. Her er forskellen 130 liter.  

Bagagerummet bliver i den indretning 1,95 meter langt, så en velvoksen mand kan ligge udstrakt. Bedømt ud fra billeder kan ryglænet lægges næsten til vandret. Men også kun næsten.

VW ID.7 Tourer forfra.
VW ID.7 Tourer har samme front som den femdørs, det vil blandt andet sige beslyst logo. Stationcaren er klar i Danmark efter sommerferien. 

Næsten fem meter lang

De udvendige mål på stationcaren og den femdørs er stort set identiske, så begge ID.7-varianter er næsten fem meter lange (4.96 m). Også akselafstanden er ens.

Påhængsvægten er formentlig også den samme, nemlig op til 1.200 kg.

ID.7 bliver i første omgang lanceret I to udgaver, der begge har baghjulstræk og 286 hk (210 kW): Pro med 77 kWh-batteri og Pro S med 86 kWh-batteri. Sidstnævnte forventes at få en rækkevidde på 685 km.

Med det mindste batteri er ladehastigheden på op til 175 kW, mens det store batteri giver mulighed for 200 kW.

Bagagerummet i ID.7 Tourer med bagsædets ryglæn oppe og lagt ned i begge dele.


Passat fornys samtidig

ID.7 Tourer skal fremstilles på samme fabrik som den femdørs, nemlig Emden-fabrikken I Nordvesttyskland.

Passat fortsætter og er netop præsenteret i en helt ny generation, som får nogle af ID.7’s digitale løsninger. Samtidig bliver Passat mere elektrisk med en plugin-hybrid, der nu klarer op til 100 km på strøm.

Sedanudgaven af Passat udgår ved generationsskiftet.

VW ID.7 Tourer bagfra.
Stationcaren har sin helt egen formgivning bagtil, selv om lygtebåndet mere eller mindre er det samme. Bagrudeviskeren har hos VW overlevet skiftet til elbil.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2024 og 2025