En pæn portion fart og dynamik er i sigte i VW’s voksende ID.-familie. Både den kompakte ID.3, der stammer fra 2020, og den store, nye ID.7 tilbydes til sommer i sportslige GTX-versioner.
GTX kan ses som elbilernes pendant til de benzindrevne GTI-udgaver, som VW har tilbudt i årtier.
Der skrues pænt op for ydelserne i særligt ID.3, og i begge modeller er der også justeret en del på undervognen og andre dele af køregenskaberne.

286 eller 326 hk
ID.3 GTX tilbydes med valg mellem 286 hk og 326 hk i en Performance-udgave – i begge tilfælde med én motor og baghjulstræk. Det afføder 0-100-tider på hhv. 6,0 sekunder og 5,6 sekunder og tophastigheder på 180 og 200 km/t.
Dermed holder VW sig i den moderate hestekræfter-afdeling, ligesom hos GTI-modellerne. Det drejer sig om den samlede køreoplevelse og ikke den hurtigst mulige acceleration.
Større batteri - 600 km rækkevidde
I begge udgaver er momentet oppe på 545 Nm, mere end de stærkeste udgaver af VW’s turboladede V6-motorer.

Trods de flere kræfter er også rækkevidden forbedret – i hvert fald efter den officielle måling, hvor langt fra alle kræfterne benyttes. Batteriet i ID.3 er på 79 kWh (netto), så rækkevidden for ID.3 GTX forventes at være omkring 600 km.
Køreegenskaberne er strammet op for at give GTX-modellen mere dynamik og vejgreb.
Det e bl.a. opnået med stærkere krængningsstabilisatorer, og styretøjet har en progressiv udveksling. GTX Performance har derudover adaptiv undervogn, som giver mulighed for at ændre affjedringskarakteristikken mellem komfort og sport.

ID.7 Tourer GTX med firehjulstræk
Den helt nye ID.7 Tourer (stationcar) vil næsten fra begyndelsen være tilgængelig som GTX 4Motion-model. Den bliver den stærkeste stationcar nogensinde fra VW.
Firehjulstræk og elektronisk spærredifferentiale er standard på ID.7 GTX, mens adaptiv undervogn her er ekstraudstyr.
De to motorer yder tilsammen 340 hk – 54 hk mere end på den baghjulstrukne ID.7 Tourer Pro. Topfarten er på 180 km/t., og accelerationstiden fra 0 til 100 km/t. er på lige under 6,0 sekunder.

Større batteri og påhængsvægt
Batteriet er øget fra netto 77 kWh til 86 kWh, men VW angiver ingen forventet rækkevidde.
Den maksimale påhængsvægt er øget fra 1.000 til 1.400 kg ved hjælp af firehjulstrækket.
ID.3 GTX forventes til Danmark til sommer. ID.7 GTX Tourer ventes klar efter sommerferien, mens ID.7 GTX femdørs præsenteres ’senere på året.’
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.