Succes’en i Danmark har været forbløffende for Hongqi, det kinesiske ’Rolls-Royce’-mærke. Trods en oprindelig høj pris og et anti-jantelov-design har danskere i hundredtal købt topmodellen E-HS9, efter at den blev sat voldsomt ned til en fra-pris på 445.000 kr.
Et par hundrede ekstra biler er netop nu på vej til danske kunder, fortæller den ansvarlige for importen til Danmark, da Motor møder ham på biludstillingen i Beijing.
Hongqi viser fem nye biler til Europa
Men det er i en anden liga, at Hongqi, som indgår i bilgiganten FAW, vil gøre sig til over for danske bilkøbere.
En stribe af mindre og billigere modeller har premiere på Auto China 2024 i en offensiv, der er blandt de største på den enorme biludstilling.
Klar til at blive sendt til Europa er den store mellemklassemodel 7. Den findes som sedan (E-H7) og som SUV (E-HS7). Det er store, nydelige biler med flotte kabiner i klasse med f.eks. Mercedes-Benz EQE.
I Kina er de to modeller udstyret med en meget synlig lidar-enhed på taget – beregnet især til at give selvkørende funktioner. Om bilerne får lidar i Europa er uvist.
Elbil-platform med 800 volt
De er bygget på en ny elbil-platform med 800 volt teknik, som giver mulighed for at lade med op til 365 kW, når man møder den rette 800-volt lynlader. Ellers hedder det 250 kW.
Der bliver valg mellem baghjulstræk og firehjulstræk og tre batteristørrelser, 75, 85 og 111 kWh brutto. Den officielle rækkevidde kendes ikke, men baseret på de kinesiske værdier ligner det godt 600 km med det største batteri.
Begge varianter ventes til Danmark til efteråret, oplyser Alexander Bachmann fra den danske FAW- og Dongfeng-importør, K. W. Bruun.
Prisen er ukendt, men de 445.000 kr. for den meget større E-HS9 er nok en dårlig målestok, da det er en ældre model, der sælges ekstra billigt, formentlig indtil den nye generation er klar i 2025.
Stor nyhed: elektrisk cabriolet
En særdeles spændende nyhed i 7-serien er en cabriolet med stofkaleche. Den har verdenspremiere på udstillingen og kan efter planen være i Danmark i 2025. Den bliver sandsynligvis verdens første elektriske cabriolet med fire sæder.
Hongqi 5-serie klar i 2025
Men Hongqi debuterer også med en mindre model, 5-serien.
Her er der tale om biler på størrelse med f.eks. Tesla Model 3 og VW ID.4. Lige som med den større serie tilbydes her en sedan (E-H5) og en SUV (E-HS5).
De tekniske specifikationer kendes endnu ikke, da der officielt stadig kun er tale om konceptudgav. Den grundlæggende teknik er den samme som hos 7-modellerne.
Disse modeller, der kunne få en interessant pris, ventes til Danmark i foråret 2025.
De nye Hongqi-modeller adskiller sig visuelt tydeligt fra den hidtil kendte og har f.eks. en mere typisk elbilfront og et andet og nyt logo. I Kina sælges de gennem andre forhandlere end de helt store luksusmodeller.
De lanceres under navnet Golden Sunflower, og består bl.a. af den seks meter lange præsidentlimousine, L1.
Mærket har også en virkelig enorm SUV, og på udstillingen har Golden Sunflower premiere på en flamboyant coupé.
Det er en koncept, og det står hen i det uvisse, om den skal blive til noget. Det er heller ikke vigtigt, for Golden Sunflower forbliver i Kina.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.