Den sidste bastion falder: Geländewagen på el

Et af de sidste hjørner af biluniverset er ved at blive fyldt ud med en elbil. Mercedes-Benz lancerer nu en fuldelektrisk G-klasse eller Geländewagen. Fire motorer og ekstrem solid teknik giver ultimative terrænegenskaber. Men trods et kæmpe batteri er rækkevidden under 500 km. Som backup fås G-klassen stadig med brændstofmotor.

Blå Mercedes G-klasse med tilskuere i forgrunden.
Nyt om biler

Det måtte jo komme. En fuldblods offroader kun på strøm.

Mercedes-Benz lancerer efter lang tids tilløb nu en elektrisk udgave af G-klassen eller Geländewagen, som den hedder mellem venner. Konceptudgaven, EQG, blev vist for næsten tre år siden.

Og Mercedes-Benz er ikke alene på den udpost: Toyota har vist en elektrisk Land Cruiser, dog kun som koncept og uden nogen officiel tidshorisont. Land Rovers topmodel, Range Rover, er klar som elbil, men det er en model, der mere bruges til promenadekørsel.

Blå Mercedes G-klasse på scene.
Den elektriske G-klasse havde verdenspremiere på Auto China, verdens største biludstilling.

Premiere i Kina - vigtigt land for Mercedes

Den elektriske G-klasse havde verdenspremiere på biludstillingen Auto China 2024, hvor Mercedes gjorde et stort nummer ud af lanceringen med en enorm stand og en lang række honoratiores.

Ud over G-klassen havde det tyske mærke verdenspremiere på den ekstreme sportssedan Mercedes‑AMG GT 63 S E Performance (V8 turbo med 816 hk). Det markerer den første ankomst af en AMG GT-model i Kina.

Orange Mercedes-sportsvogn på scene med personer bagved.
Mercedes-Benz havde også verdenspremiere på denne heftige V8 Mercedes‑AMG GT 63 S E Performance.

Andre lokale nyheder var den opdaterede EQS, Concept CLA Class og den faceliftede E‑klasse i den lange Kina-udgave.

- Kina er vores vigtigste marked og et afgørende teknologisk centrum for den globale bilindustri. Kina er også en pionér for teknologisk udvikling og fremtidige tendenser. Derfor fortsætter vi med at investere i Kina og udvide vores udviklings-faciliteter, sagde koncernchef for Mercedes-Benz, Ola Källenius, i forbindelse med udstillingen.

Dropper EQG-navn

Den elektriske G-klasse har et langt navn, Mercedes-Benz G 580 med EQ-teknologi. Dermed afviger navngivningen fra den normale, hvor modelnavnet begynder med EQ. I forvejen har Mercedes-Benz netop droppet at bruge Mercedes-EQ som mærkenavn til de elektriske biler.

G 580, som også kaldes Electric G-Class, er udstyret med et enormt batteri på 116 kWh og har 588 hk og 1.164 Nm. Egenvægten er på godt og vel på tre ton.

Gul G-klasse set nedefra.
Den elektriske G-klasse er en bamse på alle måder. Egenvægten er således lige godt tre ton, så bilen kommer hurtigt i karambolage med reglerne for almidenligt B-kørekort.

Bilen er forsynet med fire motorer, én ved hvert hjul. Det giver helt nye muligheder for at kontrollere momentet til hvert hjul særligt ved terrænkørsel. Konstruktionen betyder også, at den elektriske G-klasse kan dreje om sig selv som en kampvogn med larvefødder. Det officielle energiforbrug er op mod 300 Wh pr. km.

Begrænset rækkevidde

Den elektriske udgave skal nok gøre sig godt på Sunset Boulevard i Los Angeles og lignende steder, men trods dens ekstreme terrænegenskaber vil der være mange offroad-missioner, hvor el er upraktisk eller lodret umuligt. Rækkevidden er trods alt kun 473 km – ved behersket kørsel på asfalt.

Derfor fortsætter G-klassen med benzin- og dieselmotorer. Den nuværende generation (kaldet W463) stammer fra 2018 og er ved at blive faset ud. En ny generation svarende til den elektriske ventes lanceret senere i år.

G-Klasse Electric er i Danmark prissat til 2,2 mio. kr. for en særlig, topudstyret lanceringsmodel.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve