Det er ikke altid nemt for de etablerede bilmærker at finde ud af, hvordan den vigtige front skal se ud på elbiler, når nu den klassiske grill har været en del af mærkets identitet – men en grill med luftåbninger, der ikke rigtig er brug for mere.
Mercedes-Benz har tilsyneladende ramt ved siden af med en elektriske udgave af S-klassen, kaldet EQS. I hvert fald får bilen efter blot tre år et synligt facelift, der indebærer en mere traditionel grill med krom suppleret med den klassiske stjerne på motorhjelmen.
Da EQS kom for tre år siden, var fronten helt glat i stil med mange andre elbiler med indlagt stjernemønster og den klassiske stjerne integreret i fronten.
Batteri på 118 kWh
Teknisk opgraderes EQS med større batteri, som er vokset fra 108 til 118 kWh. Dermed kommer rækkevidden op til 822 km i den mest økonomiske, baghjulstrukne udgave, 450+.
Den firehjulstrukne EQS 450 4Matic forbedres fra 717 til 799 km.
Lidt mere selvkørende og større trækvægt
Bilens evne til at klare manøvrer selv forbedres også. EQS får nu automatisk vognbaneskift ved motorvejskørsel, så bilen helt selv klarer den manøvre ved hastigheder mellem 80 og 140 km i timen.
Påhængsvægten hæves til 1.700 kg for den firehjulstrukne udgave. Før var den kun 750 kg. Den øgede trækevne gælder nu også den mindre EQE med firehjulstræk.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.