Bilsalg 2024: Tesla taber, Toyota accelererer, Kina mangedobler

Der sker dramatiske ændringer i bilmærkernes popularitet. Tesla er stadig størst, men går tilbage og har nu VW og Toyota lige i nakken. Franske mærker gør stærkt comeback, mens koreanerne og Ford får tæsk. Og så har kinesiske mærker firedoblet deres salg. Se listen med Danmarks 40 største bilmærker.

Logoer fra mange bilmærker.
Nyt om biler

Tiden er turbulent for bilmærkerne. Elbilsalget svulmer, store partier biler tiltænkt andre lande giver slagtilbud i Danmark, priserne svinger voldsomt, og nogle biler har leveringsproblemer. Desuden er nye EU-krav fra 7. juli med til at give uro.

I denne malstrøm af forandringer er der usædvanligt mange op- og nedture for bilmærkerne i Danmark, viser Motors analyse af personbilsalget i årets første halvdel opgjort af Bilstatistik.dk.

Tesla holder tronen som Danmarks bedst sælgende bilmærke, men efter nogle lunkne måneder i foråret er det kun et kanonsalg i juni – drevet af endnu et prisfald – der holder Tesla helt på toppen. Næsten 20 procent er det amerikanske mærke gået tilbage i årets første seks måneder.

I modsætning til i fjor bidrager Model 3 solidt til Teslas salgstal og blev næstmest solgte nye bil, kun overgået af Model Y. Derimod er Teslas store modeller nærmest usælgelige. Der blev kun leveret 20 styks af Model S og X tilsammen.

VW ID.4 med front mod Tesla Model Y.
Snude mod snude: VW og Tesla solgte stort set lige mange personbiler i Danmark i første halvdel af 2024.

VW meget tæt på Tesla

Teslas nedgang betyder, at VW, der stort set holder status quo, kun var 150 biler efter Tesla. VW’s styrke baserer sig på en bred vifte af modeller, hvor det dog er bemærkelsesværdigt, at både ID.3 og ID.4/ID.5 har gjort betydeligt comeback. T-Roc bidrager også godt som VW’s bedst sælgende benzinbil.

Samtidig skal de to top-rivaler tage sig i agt for Toyota, som i år er gået 18 procent frem. Det sker med et stabilt, solidt salg i hele første halvår fordelt på fire modeller. Fremgangen er bemærkelsesværdig, da elbilsalget stiger støt, og det japanske mærke kun har én elbil. Selv i elbil-landet Norge går Toyota frem.

Toyotas enlige elbil, BZ4X, har fået momentum og er i første halvår nr. otte blandt elbiler. Men det er benzinbilen Aygo X, hybridbilen Yaris og hybridbilen Yaris Cross, som bidrager mest. De ligger på hhv. en 10.-, en 11.- og en 17.-plads.

Vive la France

De franske mærker stortrives. Både Peugeot (nr. 5) og Citroën (nr. 12) gør det bedre end længe. De omtrent fordobler deres salg fra sidste år, skønt de har nogle af de allerlaveste elbil-andele.

Men succesen står på skrøbelig grund: Peugeot henter 74 pct. af sit salg (meget er leasing) på modellerne 208 og 2008, mens C3 står for 75 pct. af Citroëns samlede salg.

Den nuværende C3, som har været billig og i vid udstrækning solgt uden nødbremse, udgår. Der kommer ganske vist en billig, elektrisk C3 nu, men det er uvist, om den nye benzinmodel kommer til Danmark. I givet fald bliver den givetvis en del dyrere end hidtil.

Renault gør det endnu bedre med en fremgang på 74 pct. og en elbil-andel på 51 pct. Det skyldes i høj grad Megane, som er mærkets bedst sælgende model, særligt i kraft af gode tilbud på privatleasing. Den nye, elektriske Scenic kom først på markedet i juni.

Til gengæld går Renault-gruppens lavprismærke, Dacia, betydeligt tilbage.

Artiklen fortsætter under skemaet

5 største mærker inkl. varevogne

Nr. Mærke Antal
1 VW 11.269
2 Mercedes 8.662
3 Toyota 8.550
4 Tesla 8.507
5 Peugeot 6.600

Sløjt for Ford og koreanerne

Alt det, som de franske mærker vinder, taber de koreanske mærker, der har deres laveste markedsandel i meget lang tid. Hyundai går 41 pct. tilbage til plads 13, mens Kia taber 45 pct. og rykker ned på en 15.-plads.

Ingen af mærkerne formår at sælge deres prisvindende, store elbiler i betydeligt omfang. Både Ioniq 5 og EV6 falder endnu længere tilbage. Ioniq 5 er nu kun nummer 67 med 408 styks og EV6 nr. 77 med 355.

Ford er i samme båd som koreanerne og går 39 pct. tilbage. Fords problem er, at mærket har været helt afhængigt af plugin-hybriden Kuga, som i år er styrtdykket 66 pct. Mærket reddes af en kraftig fremgang (400 pct.) for Mustang Mach-E, som nu er mærkets mest solgte.

Gode tider for premiummærkerne

Premiummærkerne klarer sig – generelt – endnu en gang flot. Mercedes-Benz går 45 pct. frem, BMW øger med 19 pct., og Volvo vokser 30 pct. Fremgangen hviler på én model, den lille EX30, som udgør halvdelen af Volvos danske salg. Sammen med EC40/EX40 giver det Volvo en imponerende elbil-andel på 85 pct.

I den pæne afdeling er det kun Audi, som taber terræn.

Markant er fremgangen for kinesiske Xpeng, der har leveret næsten 900 biler i årets første halvdel og klemmer sig op som 22. største bilmærke. Det er endda, inden den mindre og billigere G6 er kommet på markedet.

Også den kinesiske 'veteran' BYD har fået hul på ketchupflasken. Med over 1.100 leveringer er det elektriske mærke nu nr. 20. Især den kompakte hatchback, Dolphin, trækker med 600 leverede læsset (mange til kommuner m.m.) sekunderet af sedanen Seal med halvt så mange.

Blandt mindre og små mærker er der voldsom fremgang på 62 pct. for Polestar (stadig kun én model), Honda øger over 200 pct., men kun i kraft af kanontilbud på elbilen e:Ny1, Lexus fordobler, mens Subaru tredobler ved hjælp af elbilen Solterra, som udgør 76 pct. af mærkets salg.

To biler fra Alfa Romeo, tre fra Nio

Og så er der mærker, som stort set ikke sælger noget som helst. Selvom listen viser de 40 mest solgte mærker, er f.eks. Alfa Romeo ikke med. Her blev det blot til sølle to biler på seks måneder. Men mærket har p.t. heller ikke rigtig nogen forhandlere.

Det samme kan for så vidt siges om Nio, der kun fik afsat tre biler. Lige så sølle står det til for Jaguar med ligeledes to indregistreringer – Maserati nåede dog op på seks og Lotus på otte.

Top-5 koncerner i Danmark

Nr. Koncern Antal
1 Volkswagen Group 20.766
2 Stellantis 11.583
3 Toyota Corp. 8.550
4 Tesla 8.507
5 Renault-Nissan 7.102

Kinesiske mærker stormer frem

De kinesiske mærker fylder ikke meget, men de går dog betydeligt frem i procent.

I første halvår 2023 havde kinesiske mærker (Volvo og Polestar ikke medregnet) en markedsandel på blot 1,1 pct. I årets anden halvdel var det øget til 2,4 pct., altså en fordobling.

Og her i 2024 er der atter sket en betydelig øgning – fra de 2,4 pct. i anden halvdel af 2023 til nu 3,8 pct.

Flere kinesiske mærker, bl.a. Zeekr, Seres, Omoda og Hongqi, står klar til at kapre markedsandele, men for tiden hersker stor usikkerhed på grund af EU’s nye, men indtil videre foreløbige, høje toldsatser.

Det har allerede betydet udsatte introduktioner, og det kan gøre de kinesiske biler mindre konkurrencedygtige, hvis toldsatserne helt eller overvejende lægges oven på udsalgsprisen.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her