Hyundai sætter strøm til SUV-flagskib

En total forandret udgave af Hyundais syvpersoners SUV, Santa Fe, er kommet til Danmark. Den sælges kun som plugin-hybrid, og priserne er klar.

Gul Hyundai Santa Fe forfra.
Nyt om biler

Det er et helt år siden, Hyundai præsenterede sit nye flagskib, Santa Fe, globalt, og på det tidspunkt var det uklart, om eller hvornår kæmpebilen ville komme til Danmark.

Men nu er der gode nyheder til dem, der kunne tænke sig en sådan syvpersoners SUV med Hyundai-logo på. Santa Fe er kommet til landet, hvor bilen kan opleves hos ’udvalgte’ Hyundai-forhandlere.

I Danmark tilbydes kun én motorvariant nemlig en plugin-hybrid, der yder 253 hk og har en officiel rækkevidde på strøm på 54 km.

Standard er firehjulstræk, sekstrins automatgear og en trækvægt på 1.010 kg.

Gul Santa fe bagfra.
Hyundai Santa Fe har en usædvanlig kantet stil. Der er ingen forvekslingsmulighed med Hyundais elektriske Ioniq-modeller.

Helt ny stil

Når man ser bilen, selv på billeder, står det hurtigt klart, at SUV’en har skiftet fuldstændig stil. Den koreanske SUV er slet ikke til at kende i den nye, femte generation.

Designmæssigt har den nye Santa Fe intet slægtskab til den hidtidige model, som havde mere typisk SUV-formgivning. Den nye læner sig op ad mere kantede offroadere som Land Rover Defender og Toyota Land Cruiser.

Samtidig er den også vokset betydeligt og giver nu fin plads til voksne på alle tre rækker ifølge Hyundais oplysninger. Med en længde på 4,86 meter er der kommet ekstra to cm knæplads ved anden række og halvanden cm ved tredje række.

Førerpladsen i Santa Fe.
Der er kommet luksusfornemmelse i Santa  Fe. De to store skærme kendes fra Ioniq 6 og 7, og betjeningen suppleres med trykskærm længere nede. 

Pris fra 570.000 kr. for plugin-hybrid

Desuden skulle det hjælpe en del, at loftshøjden bagest er øget, og at tredje række hælder ti grader tilbage, så man sidder mere tilbagelænet end i den nuværende generation.

Tre udstyrsvarianter tilbydes i Danmark. ’Advanced’ koster 570.000 kr., og har blandt andet 12,3 tommer digital instrumentering og trykskærm, trezonet klimaanlæg og varme i forsæder og rat.

Flere vil nok vælge ’Ultimate’ til 635.000 kr., hvor der mere luksus som 360 graders kamera, Bose-lydanlæg, fjernbetjent parkering, lædersæder, varme i bagsæder, ventilerede sæder foran og eljusterbart førersæde. Topmodellen Calligraphy handler mest om design samt sæder med nappalæder. Den koster 680.000 kr.

Tredje sæderække.
Tredje sæderække er standard i Santa Fe. Ifølge Hyundai er der kommet mere plads på tredje række, så voksne skulle kunne sidde her.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her