Tysk luksusbil bliver ny rækkevidde-konge: 750 km

Med en helt ny generation af A6 i elektrisk udførelse springer Audi helt op i toppen af rækkevidde: 750 km klarer nyheden, som tilmed også kommer som stationcar. A6 tilbydes i et stort antal modelvarianter.

Mørk Audi A6 stationcar set skråt bagfra.
Nyt om biler

Hvis rækkevidde er vigtigt, bliver det svært at finde elbiler, der kan hamle op med den nye Audi A6 e-tron.

Med 750 km på en opladning skyder Audi sin helt nye A6 helt op i kongeklassen, hvad rækkevidde angår. Det er mere end nogen BMW, længere end Tesla Model S og tæt på den regerende mester, Mercedes-Benz EQS, som ligger omkring de 800 km. Alt sammen bedømt ud fra de officielle målinger.

A6’s teknik med undervogn, batterier, motorer og kabine er helt fælles med Q6. De er begge bygget på den nye PPE-platform.

Blå Audi A6 skråt forfra.
Den nye Audi A6 har fået en ny form for 'e-tron-grillen'. LED-matrixlygterne er særdeles smalle.

110 km mere end SUV-udgaven

Men da A6 er lavere og mere aerodynamisk (cw-værdi på ned til 0,21), er rækkevidden væsentlig længere. Mens Q6 klarer op til 640 km, trumfer A6 med samme batteri (95 kWh netto) med ’over 750 km’. Så man vinder 110 km (ifølge WLTP, nok lidt mindre i praksis) ved at tage en lav bil end en høj.

De 750 km gælder den femdørs. Stationcaren klarer op til 720 km. Lidt senere kommer udgaver med mindre batteri kombineret med baghjulstræk.

A6 kommer på et tidspunkt, hvor der sandelig er kommet hul på ketchupflasken hos Audi. Efter flere års modeltørke, især på grund af alvorlige problemer med softwareudvikling, vælter det nu frem med nye modeller i et tempo aldrig set før.

Audi A6 bagfra både som femdørs og som stationcar.
Den elektrisk Audi A6 er fra begyndelsen klar både som stationcar og som femdørs hatchback. Den nye generation har fået øget akselafstanden med tre cm i forhold til den udgående brændstofmodel, mens længden stort set er den samme. Stationcaren ventes at være blive langt mest populær i Danmark.

Den elektriske Q6 er netop introduceret, A5 følger efter til efterår, og A6 er i Danmark allersidst på året. I begyndelsen af 2025 følger ny Q5 og Q6 Sportback, og senere i 2025 ankommer en ny A7.

Det er både elbiler og biler med forbrændingsmotor, hvor lige numre efter den Audi-logiske terminologi betyder elbil, og ulige numre er brændstofbiler.

Afløser både A6 og A7

Den nye A6 med tilnavnet e-tron er ren elbil og afløser både A6 og A7.

Audi A6 femdørs set bagfra.
Den elektriske A6 har i denne udgave et sedan-agtigt karrosseri, men er rent faktisk en femdørs hatchback og er dermed berettiget til navnet Sportback. Dermed adskiller den nye A6 sig fra forgængeren, som var en klassisk sedan. Men samtidig bygger den bro til den udgåede A7, som var femdørs.

A6 kommer fra begyndelsen både som hatchback (Sportback) og som stationcar (Avant). Begge varianter fås også som sportslige S6-versioner.

Som den første Audi får A6 belyst logo bagpå i form af rødt lysende ringe.

Motorerne i A6 er de samme som i Q6, nemlig 367 hk i Performance-udgave og 503 hk som S6. Grundmodellerne har baghjulstræk, mens de øvrige har firehjulstræk.

10-80 pct. på 21 minutter

Den mest nøjsomme variant bruger officielt ned til 140 watttimer pr. km.

Bagpartiet på Audi A6.
A6 bliver første Audi med lys i logo'et bagpå. Baglygtebåndet fås som ekstraudstyr med OLED-teknologi med 450 elementer fordelt på 10 paneler. Det giver mulighed for, at føreren kan vælge en række lygtedesigns, og at bilen kan sende et antal advarsler til bagfrakommende.

Som øvrige modeller på PPE-platformen har A6 800-volt teknik, der giver en maksimal ladeeffekt på 270 kW, mulighed for at lade fra 10 til 80 pct. på 21 minutter under ideelle forhold.

A6 har samme kabine som de øvrige nye Audi-modeller. Det vil bl.a. sige det samme, imponerende display, der går i en stor bue fra førerpladsen og ud til midten.

Det er muligt at supplere med 10,9 tommer display i passagersiden og stort headup-display.

Førerpladsen i Audi A6.
Audi A6 har helt samme tredimensionelle førerplads som Q6, dog lidt tilpasset til det lavere karrosseri. Førerpladsen har et 11,9 tommer førerinstrument og 14,5 tommer trykskærm. Som tilvalg fås 10,9 tommer passagerskærm og headup-display.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2024 og 2025