Hele 88 procent af de importerede biler i juli var elbiler, og samtidig er antallet af importerede biler steget markant hen over året. Faktisk er antallet af importerede elbiler næsten tredoblet i forhold til sidste år.
I år til dato er der samlet importeret 29.068 brugte elbiler til Danmark. Til sammenligning blev 44.867 solgt fra ny i samme periode. Importen af brugte biler bidrager altså massivt til bestanden af elbiler herhjemme.
– Brugtimport af elbiler er blevet et kæmpehit blandt danskerne, og det er uden tvivl muligheden for en billigere elbil, der er drivkraften bag den enorme import. Særligt tysk statsstøtte til nye elbiler har bidraget, men det gælder også for biler fra bl.a. Frankrig, Spanien og Sverige, siger Ilyas Dogru, FDM's forbrugerøkonom.
Han påpeger dog, at de tyske tilskud pludselig sluttede sidste efterår, men at elbiler solgt billigt til tyskere indtil da stadig kommer til Danmark, efterhånden som deres 12 måneders ’karensperiode’ hos den tyske køber udløber.
Import af brugte elbiler i 2024
Generelt er der en stor efterspørgsel efter brugte elbiler herhjemme. Og da der ikke er så mange fire-fem år gamle biler, der kommer til salg, vælger mange forhandlere og private at importere biler fra andre markeder, hvor elbiler ikke er lige så eftertragtede.
– Vi kan se, at importen af brugte elbiler for mange danskere dækker behovet for bil nummer to i husstanden. Det er eksempelvis biler som Hyundai Kona og VW e-Golf. Men det er ikke problemfrit at importere en brugt elbil til Danmark, siger Ilyas Dogru.
Han påpeger, at elbiler fra andre markeder ofte har et andet udstyrsniveau eller teknik, end de modeller som er solgt nye herhjemme.
– Ofte ser vi importerede elbiler, som kun kan hjemmelade på én fase i stedet for tre faser, der er standarden i det danske elnet. Men det kan også være manglende varmepumpe, varme i sæder og rat eller mulighed for at eftermontere anhængertræk, som er mangler på de importerede elbiler, siger Ilyas Dogru.
Han nævner, at FDM eksempelvis har set spanske elbiler uden sædevarme, samt VW ID.4 og Skoda Enyaq der ikke kunne få eftermonteret anhængertræk.
Derudover gør Ilyas Dogru opmærksom på, at garantiforholdene kan være anderledes på andre markeder. Og at det ikke er alle biler, der fortsat har nyvognsgaranti, hvis de eksempelvis ikke er blevet serviceret korrekt.
Top 5 - Import af brugte elbiler i juli 2024
Nr. | Bilmodel | Antal | Ændring ift. juli 2023 |
---|---|---|---|
1. | VW ID.4 | 539 | +237 pct. |
2. | Skoda Enyaq | 365 | +254 pct. |
3. | VW ID.3 | 364 | +231 pct. |
4. | Tesla Model 3 | 292 | -26 pct. |
5. | Polestar 2 | 199 | +522 pct. |
Kilde: Bilstatistik.dk
Teslas dominans er brudt
Ser man på de mest importerede elbiler i juli, er det iøjefaldende, at den mest solgte nye elbil, nemlig Tesla Model Y, slet ikke optræder på listen. Og at Tesla endda har tilbagegang på Model 3 i et marked, der generelt er steget med 97 procent.
– Det er en kombination af tre effekter. Tesla har løbende sænket priserne, så besparelsen ved at købe brugt er mindre. Dertil kommer, at langt de fleste biler importeres af bilforhandlere, og de er blevet mere påpasselige med at købe Tesla, eftersom de har tabt mange penge på at have Tesla'er stående på lager. Og så kan der være en mætning af markedet, hvor bilkøberne i dag er begyndt også at se på andre bilmærker, lyder analysen fra Ilyas Dogru.
Set over hele året er Tesla ikke længere det mest importerede elbilmærke. Den titel har VW overtaget, i takt med at dets ID.3- og ID.4-modeller er steget i popularitet. Dertil kommer et fortsat højt salg af den mere traditionelle elbil e-Golf. Importen af VW er eksploderet i 2024, så mærket nu nærmest dominerer på elbilfronten.
Men også andre mere traditionelle bilmærkers brugte elbiler er der rift om herhjemme. Skodas succes er baseret på én model i form af Enyaq, mens Mercedes-Benz og BMW har flere elbiler på modelprogrammet. Fælles for dem alle er en markant større efterspørgsel, mens der er importeret færre Tesla'er end i samme periode sidste år.
Top 5 - Import af brugte elbiler i 2024 (januar-juli)
Nr. | Bilmodel | Antal | Ændring ift. 2023 |
---|---|---|---|
1. | VW | 6.675 | +429 pct. |
2. | Tesla | 3.832 | -15 pct. |
3. | Skoda | 2.199 | +313 pct. |
4. | Mercedes-Benz | 2.140 | +215 pct. |
5. | BMW | 1.597 | +147 pct. |
Kilde: Bilstatistik.dk
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.