Halvelektrisk Cupra vil bide skeer med de dyre drenge

Terramar er en helt ny model fra Cupra-mærket. Modsat den nye Tavascan har Terramar benzinmotor og bliver en forholdsvis dyr model. Den er nært beslægtet med den kommende Audi Q3.

Cupra Terramar skråt forfra.
Nyt om biler

Cupra er ellers det elektriske mærke i Volkswagen-koncernen og i Seat-familien, men vover nu alligevel at lancere en helt ny model med benzinmotor og som plugin-hybrid. Men det skulle også blive den sidste nye Cupra med forbrændingsmotor.

I Danmark træder Terramar ikke just ind i et glohedt segment, men i Europa som helhed er timingen med en ny benzinmodel nok ganske god med stagnerende eller faldende elbilsalg mange steder.

Terramar er stort set på samme størrelse som mærkets populære Formentor, men er mere SUV-agtig ved at være syv cm højere, og så er den mere moderne.

Cupra Terramar bagfra.
Cupra Terramar er en mellemstor SUV på 4,52 meters længde. Den er højere og mere SUV-agtig end crossoveren Formentor, der også er en plugin-hybrid. Logoet bagpå er belyst.

Søsterbil til ny Audi Q3

Den nye Cupra deler platform, MQB Evo, med bl.a. VW Tiguan og Audi Q3. Det ser ud til, at Terramar er tættere på den nye Q3, der snart ventes lanceret. De to biler skal bygges på samme Audi-fabrik i Ungarn.

Cupra har gjort meget ud at gøre Terramar mere dynamisk, siger mærket, og undervognen er sænket i forhold til de øvrige MQB-biler. Også den oplevede kvalitet i kabinen skulle være høj.

Det vender Motor tilbage om, når vi har haft lejlighed til at prøve bilen sidst i september.

Førerpladsen i Cupra Terramar.
Førerpladsen i Terramar har en 12,9 tommer trykskærm, og sædebetrækket er af Dinamica-typen, der er fremstillet af genanvendte materialer.

Opkaldt efter racerbane

Cupra Terramar er opkaldt efter Terramar-banen i Sitges, syd for Barcelona. Det var her, Cupra-mærket blev lanceret i 2018. Cupra er i øvrigt dannet af ordene ’Cup Racing’. Terramar-banen er ifølge Cupra den ældste, eksisterende ovale racerbane i verden.

Priser som på Audi

Cupra viser i hvert fald en ambitiøs tilgang, da priserne begynder 23.000 kr. over en tilsvarende udgave af den nuværende Audi Q3.

Billigste variant kommer til at koste 500.000 kr. Det gælder en benzinmodel med 150 hk og automatgear. I forhold til Q3 ser Terramar ud til at have noget mere udstyr og sælges i Danmark med fem års garanti.

Den kraftigere VZ-model med 265 hk og firehjulstræk koster 590.000 kr., mens plugin-hybriden VZ e-Hybrid med 272 hk begynder ved 595.000 kr. Den elektriske rækkevidde er officielt 120 km.

Forstolene i Terramar.
Forstolene er af Cupras sædvanlige typer med integrerede hovedstøtter.

Kæmpe trækvægt

Grundmodellen må trække 1,800 kg, mens det med firehjulstræk er helt oppe på 2.200 kg. Plugin-hybriden klarer 2.000 kg, men har væsentlig mindre bagagerum med kun 400 liter mod ellers 508 liter.

Terramar har en længde stort set som dagens Audi Q3 på 4,52 m, mens akselafstanden er helt identisk med 2,68 m.

Cupra Terramar ventes ud til de første danske kunder allersidst på året.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her