Det er slut med Toyota Camry samt Suzuki Ignis, Jimny og Swace. Også Yaris uden hybrid er udgået, og der kommer ikke en ny Swift Sport.
Årsagerne er forskellige, men bilkoncerners fokusering af ressourcer til elbiler og nye CO2-grænser fra 2025 spiller en afgørende rolle. Derfor er der også udsigt til, at modeller eller varianter fra andre bilproducenter udgår inden længe.
Suzuki siger direkte, at udfasningen af flere benzinmodeller skal skabe plads til elbiler og gøre mærket konkurrencedygtigt i en periode, hvor en ny balance mellem benzin/hybrid og el er nødvendig.
Ofret bliver mikrobilen Ignis, der stammer fra 2016, og mikro-offroaderen Jimny. Den kom på markedet i 2018, men leveringerne til Europa var beskedne, og pga. skærpede CO2-krav til personbiler i EU gik Suzuki for flere år siden over til kun at sælge den som fabriksbygget varebil.
Begge minibiler forventes at udgå omkring årsskiftet 2024/2025.
Slut med Swace og Swift Sport
Samme skæbne vil overgå mellemklassemodellen Swace, der er identisk med Toyota Corolla Hybrid. Der kommer heller ikke en ny udgave af den sportslige (og relativt tørstige) Suzuki Swift Sport.
Suzuki vil i stedet lancere en elbil i 2025 og planlægger at have i alt fem elbil-modeller i Europa frem til 2030.
Mens Suzuki har kommunikeret modellernes bortgang, er Toyotas sedan-flagskib Camry udgået i stilhed.
Camry ude af Europa
Efter mange års fravær genoptog Toyota Europe i 2019 importen af Camry, men i sommer sluttede det atter. Globalt var der kommet en helt ny generation, men Toyota har tilsyneladende ikke fundet det umagen værd at tilpasse og typegodkende den nye model til EU. Det er formentlig heller ikke attraktivt at sælge en relativt benzinforbrugende model, når Toyota som næsten alle andre kæmper for at komme ned på EU’s CO2-krav fra 2025.
I Danmark er der blot indregistreret seks Camry i 2024, mens det er blevet til godt 300, siden modellen kom i 2019.
CO2-kravene fra 2025 er formentlig også årsagen til, at Toyota har lusket den hybrid-løse (og dermed billigste) Yaris ud ad bagdøren her i sensommeren. Yaris fås nu udelukkende som hybrid i to udgaver, og begge kører væsentlig længere på literen end 1.5-modellen uden hybrid.
Også slut med Ford Focus
Adskillige andre bilmodeller, overvejende benzinbiler, er udgået de seneste år, uden at de har fået en direkte afløser.
Ford er blandt de mærker, der har skåret dybest i modelprogrammet, og i 2025 forsvinder endnu en model. Omkring midt på året er det slut med mellemklassebilen Focus, der sammen med forgængeren Escort har været en kernemodel for Ford i mange årtier.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi