Overraskende nyt liv til benzin: Volvo rider på to store heste

Den ti år gamle Volvo XC90 får nu et facelift, der er ret synligt både på fronten og i kabinen. Dermed skal XC90 køre videre en del år endnu parallelt med den nye elbil, EX90. Ved præsentationen gav Volvo desuden en forsmag på sin næste elbil: den store sedan ES90.

Mand mellem to biler, den ene hængende med taget nedad.
Nyt om biler

Der vil i fremtiden være to – delvis ens - flagskibe i Volvos modelfamilie.

Næsten samtidig med lanceringen af den helt nye el-SUV EX90 præsenterer Volvo et overraskende facelift af den næsten ti år gamle XC90, som dermed skal holdes i live mange år endnu.

Den syvpersoners SUV får en synlig opdatering af fronten og en ny førerplads med det nyeste i skærme, menuer og software.

Volvo XC90 og EX90 side om side.
Den faceliftede XC90 i forgrunden skal leve parallelt med den nye elbil, EX90, i en længere periode.

Udskyder deadline for kun elbiler

Det sker som led i Volvos netop ændrede strategi, hvor et tidligere mål om udelukkende elbiler fra 2030 opgives. Volvo vil investere i hybridbiler et stykke tid endnu og bl.a. holde liv i XC90.

Den opdaterede udgave lanceres i to benzinudgaver (med mildhybrid-teknik) og som plugin-hybrid. Kun den sidste vil blive solgt i Danmark.

Mens motorerne er uændrede, er fronten – bl.a. grill og motorhjelm - helt ny og usædvanlig. Linjerne går diagonalt i begge retninger og er inspireret af Volvos ’jernmærke.’

Grill'en på den faceliftede XC90.
Den faceliftede XC90 har fået en usædvanlig grill med skrå linjer i begge retninger.

Ny og mere praktisk kabine

Interiører er redesignet med et mere horisontalt instrumentbord med nye vertikale luftdyser, ny kabinebelysning og mulighed for et overdådigt Bowers & Wilkins lydsystem.

Desuden er midterskærmen ny med højere opløsning og nok så markant med Android Auto-styresystemet. Dermed er betjeningen meget lig de nye Volvo-modeller og med mulighed for løbende opdateringer.

Lodret skærm i Volvo XC90.
Skærmen er ny og har indbygget Android Auto styresystem.

Ny konsol og bedre komfort

Midterkonsollen er også ny med mere anvendelig opbevaringsplads i midterkonsollen inklusive en tredje, lille kopholder samt trådløs telefonoplader.

XC90 har desuden fået forbedret siddekomfort og affjedring. Hver støddæmper tilpasser sig mekanisk til underlaget, hvilket ifølge Volvo giver en mere sikker og behagelig køreoplevelse. Luftaffjedringen kan sænke eller hæve bilen, og der er tilføjet ekstra lydisolering for at reducere vind- og vejstøj.

Mens XC90 ikke kan holde trit med den mere moderne og avancerede EX90, kan den til gengæld byde på mere klassiske dyder. F.eks. har XC90 traditionelle og nemt betjente dørgreb, et glastag, der kan åbnes, og der er separate rudekontakter til alle fire sideruder. 

Omrids af Volvo ES90.
Næste nyhed fra Volvo bliver en stor, elektrisk sedan, som skal hedde ES90. Den går i produktion i 2025.

Næste elbil: ES90

Selv om Volvo holder liv i benzin- og hybrider noget længere end planlagt, bliver alle helt nye modeller rent elektriske. Den næste gav Volvo et hastigt glimt af ved XC90-præsentationen.

En hurtig videosekvens viser omridset af en coupéagtigsedan med navnet ES90. Den kommer i løbet af 2025.

Midterkonsol i volvo XC90.
Midterkonsollen er ny med plads til trådløs telefon-oplader og en lille, tredje kopholder.

Dyrere end elbilen EX90

Den danske Volvo-importør har begrænsede salgsambitioner for den fornyede XC90. Bl.a. fordi plugin-hybriden p.g.a. de danske afgifter bliver ca. 100.000 kr. dyrere end den fuldelektriske og mere moderne EX90.

XC90 ventes klar til kunder omkring årsskiftet. Prisen begynder ved 1.050.000 kr. for en T8 plugin-hybrid med syv sæder som standard.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her