Det var ikke helt oplagt ved europapremieren på Geneve-udstillingen i februar, men nu er det besluttet: MG tager den lille 3-model til Danmark. Dermed træder MG for første gang ind i den europæiske miniklasse.
Modsat de fleste MG-modeller er den ikke en elbil og bliver dermed pålagt almindelig registreringsafgift. Til gengæld rammes den kinesisk producerede benzinbil ikke af de varslede, meget høje importafgifter.
MG 3 kommer i første omgang i form af en sjælden, fuldhybrid-udgave. Sådanne mini-hybrider er ellers kun repræsenteret i form af Toyota Yaris og den identiske Mazda 2.
194 hk og 22,7 km/l
MG 3 trumfer i ydelse med hele 194 hk, som kommer fra en 1.5-firecylindret benzinmotor, Batteriet til at gemme overskudsenergien i er temmelig stort: 1,8 kWh. Med en benzinøkonomi på 22,7 km/l er MG 3 efter det officiel tal næsten lige så brændstoføkonomisk som Yaris med 130 hk.
Hybridudgaven kaldet Hybrid+ er klar her i efteråret og koster 215.000 kr. for grundmodellen Standard. Man skal nok op i Comfort til 10.000 kr. mere for at få fornuftigt udstyr inkl. bagrudevisker. Topmodellen Luxury står til 250.000 kr.
Ren benzin i 2025: 180.000 kr.
Dermed har MG lagt sig lige under den oplagte konkurrent, Toyota Yaris, der koster fra 234.000 kr.
Omkring årsskiftet kan MG 3 fås for ned til 180.000 kr., når en ren benzinudgave introduceres.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi