Mere benzin og hybrid hos MG

Kinesiske MG udvider nu porteføljen og lancerer hybridbiler og plugin-hybrider sideløbende med flere elbiler. Den første nyhed er plugin-hybriden HS, der får lang rækkevidde på strøm.

Hvid MG SUV forfra.
Nyt om biler

Selv om salget af elbiler i Danmark nu har overhalet biler med benzin- eller dieselmotorer, er der stadig et pænt marked for biler, der ikke skal lades op.

Den kage vil kinesiske MG gerne sætte sine tænder i, så nu udvides modelprogrammet med flere hybridbiler og en helt ny plugin-hybrid. De benzindrevne varianter har den fordel for MG, at den høje straftold på biler bygget i Kina kun gælder rene elbiler.

MG fortsætter med også at have elbiler i programmet og udvider også mængden af rene elbil-modeller.

Hvid MG SUV bagfra.
Baglygterne er forbundet med et smalt LED-bånd, der løber hen over bagklappen. Bilen kan udstyres med trækkrog og må trække op til 1.500 kg.

Helt ny plugin-hybrid

Den helt store nyhed er en ny generation af plugin-hybriden MG EHS. Den skal nu blot hedde HS, men får også tilført et PHEV til navnet, så ingen er tvivl om, at der er tale om en opladningshybrid.

Den nye model har fået et stort batteri på 21,4 kWh, og det giver en rækkevidde på el alene på over 100 km.

Elmotoren er på hele 184 hk, så det giver en fin oplevelse at køre på el alene, og af samme grund starter bilen altid med eldrift, når der er strøm på batteriet.

Førerpladsen i MG HS.
Førerpladsen er udformet med et stort panel med to skærme, der løber langs instrumentbordet. Der er indbygget navigationsanlæg og der er mulighed for at tilpasse skærmenes visninger.

Langsom ladning

En smart konstruktion gør det muligt at køre på kun el, på kun benzin eller på begge dele, og det giver i alt otte driftsindstillinger, som bilen selv tager hånd om.

Opladningen går ikke hurtigt. HS kan kun lades med én fase, og det give maks. 3,3 kW. Det giver en lang ladetid fra 0 til 100 pct. på godt syv timer.

Benzinmotoren er en 1.5-turbomotor, og med fuld kraft på det hele, kan MG HS PHEV accelerere til 100 km/t. på bare 6,9 sekunder. Bilen må trække op til 1.500 kg.

Bagsædet i MG HS.
Der er fin kabineplads og en meget flot sammensætning af materialer.

Priserne er uændrede

Motor har allerede haft lejlighed til en kort prøvetur i den nye HS PHEV. Den tur tegnede et billede af en komfortabel bil med en fin kabineplads og en meget flot sammensætning af materialer i kabinen.

Bilen er letkørt, og i topudgaven er der alle de udstyrsdetaljer til stede, som man forventer i en ny bil. Modellen kommer i tre udstyrsniveauer i form af en Standard, en Comfort og en Luxury.

Priserne begynder ved 300.000 kr., og topudgaven koster 335.000 kroner. I forhold til forgængeren er HS vokset to cm i længden, tre cm i akselafstanden og en cm i bredden.

Bagagerummet i MG HS
Bagagerumskapaciteten er det samme som i den gamle model: 441 liter.

De første biler kan leveres ved udgangen af oktober. Det er heldigt, for allerede efter nytår stiger priserne med omkring 14.000 kroner som følge af forhøjede afgifter.

Som altid hos MG følges bilen af en fabriksgaranti på syv år eller 150.000 km.

Også to nye hybridbiler og ny elbil

Udover den nye HS kommer der også to nye hybridbiler i form af MG 3 og en ny generation af ZS.

Sidstnævnte har tidligere været i Danmark som elbil, og den fornyes ved årsskiftet med en ny ZS, nu både som elbil og hybrid.

Elbilen står på en anden platform end hybridudgaven af ZS, der deler teknik med MG 3.

Hybrider med 194 hk

De to nye hybridbiler er baseret på en 1.5-benzinmotor med 102 hk, der arbejder sammen med en elmotor, der yder 136 hk. De deler arbejdet gennem en tretrins gearkasse, der gør det muligt at køre på el helt op til 90 km/t, hvorefter benzinmotoren hjælper med. Den samlede ydelse er hele 194 hk.

MG ZS begynder ved 250.000 kr., mens MG 3 som hybrid begynder ved 215.000 kroner. Lidt senere kommer en ren benzinversion til 180.000 kr.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her