Da kalenderbladet vendes til 1990, fortsætter det nye år i høj grad, hvor 1989 slap – med efterdønningerne fra den kolde krigs afslutning, der kulminerer med Vesttysklands og DDR’s genforening den 3. oktober.
Allerede i juli bliver den tidligere så strengt bevogtede grænse mellem de to tysklande sløjfet og vest- og østtysk økonomi slået sammen – men på falderebet vinder Vesttyskland lige VM i fodbold efter en 1-0 sejr over Argentina i finalen i Rom den 8. juli.
Mange østeuropæiske lande afholder frie valg for første gang i årtier. Flere nedrustningsaftaler underskrives, og den lovende afspænding mellem øst og vest får en spiselig dimension, da McDonald’s og Pizza Hut åbner afdelinger i den sovjetiske hovedstad, Moskva.
Men Sovjet-imperiet knager i fugerne: I det enorme land kræver talrige republikker selvstændighed, blandt andet de tidligere baltiske lande Estland, Letland og Litauen, som Sovjet annekterede i 1940. I den aserbajdsjanske sovjetrepublik bliver 50.000 armenere i hovedstaden Baku fordrevet i kølvandet på en langvarig strid med den armenske sovjetrepublik om enklaven Nagorno-Karabakh.
En måned senere omkommer mindst 132, også i Baku, da Den Røde Hær vil stoppe aserbajdsjanske krav om uafhængighed.
Krig og forsoning
Den 2. august invaderer Irak nabolandet Kuwait. Vestlige borgere i Irak, herunder omkring 100 danskere, bliver holdt som gidsler af præsident Saddam Husseins regime, og i november vedtager FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der tillader brug af militær magt, hvis de irakiske tropper ikke er ude af Kuwait senest den 15. januar 1991. Dermed er vejen banet for den første Golf-krig.
I Sydafrika er der derimod forsoning på dagsordenen, da det hvide mindretalsstyre løslader den sorte borgerrettighedsforkæmper Nelson Mandela efter 27 år i fængsel, og snart er forhandlingerne om apartheidstyrets afskaffelse i fuld gang.
I Storbritannien træder premierminister Margaret Thatcher tilbage efter 11 år på posten. Herhjemme ruller de første IC3-tog ud på skinnerne, og den 7. april omkommer 159 personer ved en brand på færgen „Scandinavian Star“ på vej fra Oslo til Frederikshavn.
En af de største danske erhvervsskandaler nogensinde udløses i november, da Nordisk Fjer-koncernen kollapser, og dens arbejdende bestyrelsesformand, Johannes Petersen, begår selvmord efter et mangeårigt bedrageri i milliardklassen.
Den 27. juli sættes der punktum for et stykke bilhistorie, da den sidste Citroën 2CV forlader samlebåndet. 1990 er også året, hvor biler som BMW 3-serie E36, Honda NSX, Mercedes 500 E, Renault Clio og Volvo 940/960 ser dagens lys – og når kalenderbladet viser 2025, fylder de første eksemplarer 35 år og kan kalde sig rigtige veteraner. Tillykke!
Er du interesseret i klassiske biler?
Husk, FDM udgiver specialmagasinet MotorClassic, Danmarks eneste magasin om klassiske biler og veteranbiler. MotorClassic udkommer seks gange om året og forhandles i bladkiosker, på FDMshop.dk og kan fås på abonnement.