Det er en dramatisk og anderledes topmodel, som skal sætte gang i et nyt kapitel for det franske premiummærke DS Automobiles.
Designet er helt nyt, forbrændingsmotoren er kasseret og selv navngivningen af modellerne har skiftet karakter.
Det nye DS-flagskib er døbt N°8 med DS’ skrivemåde. Den kunne også kaldes #8, No 8, number 8 eller nummer 8. Og på samme vis vil kommende modeller blive døbt.
Navngivningen skal være med til at løfte DS op i en højere liga, og det samme skal designet. Det udstråler mere luksus, bl.a. med tofarvet lakering, som kendes fra bl.a. Maybach.
Lav SUV-coupé
No 8 er en stor SUV-coupé, der dog ikke er mere SUV, end at den er seks cm lavere end Peugeot 3008. I sine proportioner mider den om Polestar 4.
De to modeller er begge bygget på Stellantis’ STLA Medium-platform, som også benyttes til Peugeot 5008, Opel Grandland og den kommende Citroën C5 Aircross.
Selv om teknikken til dels er den samme, har DS-modellen fået lov at være temmelig unik. Ud over at være lavere end de øvrige modeller, er den også noget længere med en længde på 4,82 meter. Også fodaftrykket er generøst med en akselafstand på 2,90 m. Det er 16 cm mere end 3008, men det samme som 5008.
750 km rækkevidde
DS No 8 får en voldsom rækkevidde på op til 750 km ved hjælp af det 97 kWh-batteri, som også er på vej i 3008. Ved ’motorvejsfart’ klarer bilen 500 km, oplyser DS.
Det store batteri kan kombineres med forhjulstræk og 245 hk og med firehjulstræk og 350 hk. Et mindre batteri på 74 kWh er kombineret med en frontmotor på 230 hk og udløser en rækkevidde på pæne 572 km.
En boost-funktion hæver kortvarigt ydelsen med 25-35 hk.
Helt særligt udstyr
Som DS tidligere har dyrket, kan også No 8 fås med usædvanligt og avanceret udstyr.
Det gælder bl.a. ’Active Scan Suspension’, hvor et kamera sammen med flere andre sensorer vurderer vejes jævnhed, så den variable undervogn ved hvert hjul kan kompensere for ujævnheder.
Night Vision forbedrer førerens nattesyn via et infrarødt kamera, så fodgængere og dyr kan ses i mørke 300 meter fremme.
Et ekstra stort og avanceret headup-display og digitalt bakspejl fås også.
Forlygter med voldsomt lys
Forlygterne kan opgraderes til ‘Pixelvision’, som er et adaptivt matrix-system, som kan sprede lyset på mange måder afhængig af køresituationen. Særligt kan man køre med langt lys hele tiden uden at blænde andre. Det sørger også for, at føreren ikke selv bliver blændet af det kraftige lys ved at afmaske bl.a. reflekterende vejskilte.
Lygterne lyser 400 meter frem med almindeligt langt lys, men kan med en særlig boostfunktion række helt op til 520 meter, når bilen kører mindst 80 km/t. på en lige strækning.
DS No 8 lanceres i Europa til sommer. Det er uvist, hvornår bilen finder vej til Danmark.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.