Hyundai er klar med en over fem meter lang elbil med plads til syv. Ioniq 9 hedder den, efter at Hyundai tidligere har teaset bilen med et koncept kaldet Ioniq Seven.
Ioniq 9 er søsterbil til Kia EV9, men er endnu større og har et endnu større batteri.
Med en længde på 5,06 m er Ioniq 9 fem cm længere og tre cm højere end EV9, og akselafstanden er trukket yderligere tre cm. Ioniq 9 har et batteri på hele 110 kWh (10 mere end EV9), og dermed kommer rækkevidden i den store bil op på 620 km.
Trods batteriets størrelse kan det lades fra 10 til 80 pct. på blot 24 minutter i kraft af E-GMP-platformens 800-volt system.
Seks eller syv sæder - med 'club seating'
Ioniq 9 tilbydes med seks eller syv sæder. Ryglænene i første og anden række kan lænes helt tilbage og er ligefrem udstyret med fodstøtte. Sæderne i anden række er drejbare og kan dermed vendes mod tredje række. En hyggelig social zone, kalder Hyundai det.
En særdeles stor midterkonsol kan skubbes op til 19 cm, så den også kan nås af passagerer på anden række. Konsollen kan opbevare 5,6 liter i den øverste bakke og 12,6 liter i den nederste.
Langt tilløb til dansk ankomst
Bagagerummet er også stort, selv med tredje række i brug. Derudover er der 88 liter under frontklappen (52 liter med firehjulstræk).
Kæmpebilen havde debut på biludstillingen i Los Angeles i november, men der går formentlig mere end et halvt år, inden den er klar i Danmark.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.