Jaguar har længe haft det svært. Det britiske, men indisk-ejede premiummærke er sakket markant bagud i forhold til de tyske premiummærker og til Volvo og Lexus.
Da det gik godt i 2018, og elbilen I-Pace lige var lanceret, solgte Jaguar 180.000 biler. I 2023 var salgstallet styrtdykket til 64.000. At få comeback i forhold til de stærke konkurrenter var ikke muligt, må Jaguar Land Rovers ledelse have konkluderet.
Så nu skifter Jaguar kurs i en grad, der nærmest aldrig er set før i den globale bilbranche.
Vil være ultra-luksus
Jaguar vil løfte sig fra et almindeligt premiummærke til ultra-luksus – og med hvad dertil hører af ekstrem høj pris. Hvad fremtidens Jaguarer skal koste, vides ikke, men mærket ser ud til at have kurs mod niveauet for andre britiske adelsmærker som Bentley og Aston Martin.
Til den nye position hører et design i en helt anden liga, og det bliver så sandelig også tilfældet, afslører konceptbilen Type 00 – eller Zero Zero.
Det første nul henviser til, at konceptbilen og alle kommende modeller vil have nul emissioner, mens det andet nul betyder, at konceptbilen er model nr. nul i det nye Jaguar-kapitel.
'Copy Nothing'
Jaguar kalder konceptbilen et frygtløs statement og et eftertragtet objekt, og dens yppige proportioner vil inspirere fremtidige modeller.
Bag designstilen ligger en tilbagevenden til mærkets oprindelige etos, ’Copy Nothing’, som stammer fra grundlægger Sir William Lyons. Og selv om man nok kan finde elementer fra andre biler, måske især Bugatti, er det en stil, der skiller sig ud og virker unik.
I produktion i 2026 med 770 km rækkevidde
Nok er Type 00 en konceptbil, men ifølge Jaguar lægger den sig ret tæt op ad den produktionsbil, der præsenteres sidst i 2025 og kommer på markedet i 2026.
Den kaldes en GT-model og vil være bygget på Jaguars egenudviklede platform kaldet Jaguar Electric Architecture, JEA. Batteriet i GT-modellen må være enormt, for Jaguar forventer en official rækkevidde på op til 770 km.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi