Den ekstra høje EU-told på kinesisk fremstillede elbiler holder ikke BYD tilbage (BYD skal betale i den lave ende, 17 pct. ekstra).
Det ambitiøse kinesiske firma, der er ved at overhale Tesla som verdens største elbilproducent, tænker langsigtet og sender sine nye modeller til Europa i en lind strøm.
Seneste eksempel er Atto 2. Det er en lille SUV, som dumper ned i en hastigt voksende klasse, hvor mange danske bilkøbere formentlig vil gå på jagt, nu når udvalget vokser, og priserne falder.
Høj og kompakt – som Renault Captur
Atto 2 er en høj bil på 4,31 meters længde – omtrent det samme som gamle kendinge som Renault Captur og Peugeot 2008. Men med en generøs akselafstand på 2,62 meter bliver der – som i mange andre elbiler – god plads ved bagsædet.
Motors første prøvesidning på bagsædet afslører en minibil med masser af knæplads til voksne, en fornuftigt siddehøjde på sædet og loftshøjde nok. Det flade gulv og en forholdsvis flad sædehynde gør det også rimeligt at sidde i midten.
Også foran er pladsforholdene i orden, og der er udsigt til en førerplads meget i stil med de større BYD-modeller. Det gælder bl.a. den rotérbare midterskærm. Det er muligt at få digital nøgle, så man kan låse og låse bilen op via smartphone eller smartwatch.
Mere 'seriøs' end Atto 3
Topmodellen, som var udstillet på Brussels Motor Show, havde pænt monteret kunstlæder på bl.a. dørsiderne og et perforeret kunststof på sæderne. Bilen havde også panoramatag.
I det hele taget er bilen pæn og forholdsvis konventionel – bestemt ikke i samme lidt pjattede stil som Atto 3, der bl.a. er udstyret med ’guitarstrenge’ i dørene.
Bagagerummet er fint og i den høje ende for klassen med sine 400 liter.
Trækvægt på 750 kg
Den forhjulstrukne Atto 2 yder 177 hk, og med en relativt moderat vægt på 1.500 kg er den ganske frisk – 0-100 km/t på 7,9 sekunder. Og kineserne er ved at lære det – der må gerne komme trækkrog på Atto 2. Trækvægten er på 750 kg .
Atto 2 kommer i første omgang med en beskeden batteripakke på 45 kWh, som giver en officiel rækkevidde på op til 312 km. Lidt senere i år tilføjes et større batteri til modelprogrammet.
Hurtig hjemmeladning med 11 kW er standard, mens lynladning ude tager ned til 37 minutter (10-80 pct.).
Klar til foråret
Atto 2, der er klar i Danmark til foråret, kommer på et tidspunkt, hvor udvalget af små, elektriske SUV-modeller eksploderer.
Andre nyheder i 2025 er Renault 4, Citroën C3 Aircross, Fiat Grande Panda, Opel Frontera, Toyota Urban Cruiser, Suzuki eVitara, Ford Puma, Alfa Romeo Junior og JAC E30X..
Ander BYD-nyheder i år er Sealion 7 (lige lanceret), Seal 06 GT og formentlig minibilen Seagull.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.