Populære Enyaq slægter lillebror på

Skoda giver til april den store Enyaq et meget synligt facelift. Ellers er en forbedret grundmodel den største nyhed ved opdateringen.

Rød Skoda Enyaq skråt forfra.
Nyt om biler

Den storsælgende Skoda Enyaq har nu fire år på bagen, og efter en teknisk opdatering i januar 2024 kommer til april et egentligt facelift.

Siden opdateringen og et kraftigt prisfald sidste januar er der virkelig kommet gang i salget, og Enyaq har i flere måneder været den mest solgte bil i Danmark. I hele 2024 blev den nr. tre.

Fronten er nu i samme stil som den nye Elroq, der er ved at blive lanceret her i begyndelsen af 2025. ’Modern Solid’ kalder Skoda sit designsprog, og en særlig detalje er ”Tech-Deck Face”, som skal være en moderne udgave af den klassiske Skoda-kølergrill, der har sit udspring i biler med forbrændingsmotor.

Nærbillede af grøn Skoda Enyaq-front.
Tech-Deck Face er fladere og bredere, og ribberne er erstattet af en mørk øvre front, som skjuler bilens sensorer.

Forbedret grundmodel, Enyaq 60

Den  nye front ser ud til at være den væsentligste fornyelse ud over, at grundmodellen får en opdateret drivline. Og så er der den væsentlige forbedring, at Skoda indførte fem års garanti på alle elbiler lige før nytår.

Ved faceliftet genintroduceres 60-modellen, som har fået samme batteri-motor-kombination som Elroq 60. Det betyder én ekstra kWh og en motorydelse, der er hævet fra 179 til 204 hk. Rækkevidde er samtidig forbedret til 430 km mod tidligere 395 km. Markant er også, at den maksimale ladeeffekt er hævet fra 120 til 165 kW.

Blå og rød Skoda Enyaq.
Skoda Enyaq fås bl.a. i denne populære Sportline-udgave, hvor der dels er nogle kosmetiske forskelle, dels mere udstyr. Fornyelsen gælder også Enyaq Coupe (til højre).

Fra 300.000 kr.

Prisen for den fornyede Enyaq begynder ved 300.000 kr., og den er dermed 35.000 kr. dyrere end sin lillebror med samme drivline. Men Enyaq er bedre – og særdeles godt - udstyret i grundudgaven, bl.a. med ’Travel Assist’, trezoners klimaanlæg, varme i rat og sæder samt nøglefri betjening.

Enyaq 80 med 575 km rækkevidde og 286 hk fås fra 350.000 kr. 85X hedder en firehjulstrukket udgave, som lægger yderligere 25.000 kr. til prisen.

Fornyelsen gælder også Enyaq Coupe, som er klar samtidig og koster 15.000 kr. ekstra. En sportslig RS følger senere på året.

Grøn Skoda Enyaq skråt forfra.
Et andet nyt designelement på Enyaqs front er, at Škoda nu er skrevet med bogstaver i stedet for det traditionelle logo. Del gælder også bagpå.

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her