Fem år efter første Model Y blev bygget, har Tesla lanceret det første facelift af modellen. Dermed får Danmarks mest solgte bil i 2024 og 2025 endelig nogle af de forbedringer, som vi fik at se i Model 3 for godt et år siden, hvilket er lovende for de kommende ejere.
Designet er det mest iøjenfaldende. Både foran og bagved er der et LED-bånd, som får bilen til at minde lidt om den kantede Cybertrucks front. Det giver også bilen et mere elegant snit i forhold til forgængeren, og det bliver spændende at se, hvor godt et lysudbytte der kan komme ud af de relativt smalle forlygter. Bemærk, at der også er en ekstra lyskilde i kofangeren.
Den mest interessante opgradering finder vi i undervognen, hvor Tesla på deres asiatiske hjemmesider skriver, at affjedringen er opdateret, samt at der er kommet nye fælge og dæk, der skal gøre køreturen mere komfortabel, og som samtidig skal gøre bilen mere stille. Begge er kritikpunkter i FDMs seneste test af Model Y.
Længere rækkevidde
Der har været mange rygter om, at der vil komme større batterier som følge af faceliftet. Men ud fra de angivne WLTP-rækkevidder på australske biler tyder det mere på optimering af vindmodstand og teknik.
Basismodellen med baghjulstræk får 466 km rækkevidde (+11 km), og den firehjulstrukne version med stort batteri får en rækkevidde på 551 km (+18 km).
I Australien findes der kun én dækmontering til modellen p.t., og den er løftet fra 19" til 20". Ud fra billeder fremgår det, at fordækket er i dækstørrelsen 275/40 R20, og det er et overraskende bredt dæk, da det påvirker effektiviteten. I andre asiatiske lande kan bilen bestilles med 19" fælge, så det bliver spændende at se hvilke dæk der bliver standard herhjemme.
Beholder Model Y blinkerarmen?
Da Model 3 fik sit facelift i 2023, forsvandt blinkerarmen bag rattet, men på de billeder, der p.t. er at finde på Teslas asiatiske hjemmesider, er der stadig en blinkerarm på den faceliftede Model Y. Det er en klar forbedring. For selvom blinkerknapper på rattet i teorien lyder godt, så fungerer det ikke intuitivt for de fleste bilister og kræver meget tilvænning.
Sæderne bliver opdateret til en type kaldet "Anti-Gravity", med ventilation i sæderne, elektrisk ryglænsjustering og blødere materialer. Skærmen beholder sit 15"-format, men den bliverer opgraderet, så den er blevet mere responsiv end tidligere. Og så får Model Y som 3 en 8" skærm til bagsædepassagerne.
Priserne er offentliggjort i Asien, men vi kender naturligvis ikke de danske priser endnu. Vi forventer dog, at priserne ikke stiger, måske kan der endda komme et fald i forbindelse med introduktionen.
På den danske Tesla-hjemmeside har det i et par uger fremgået, at man tidligst kan få leveret en ny Tesla Model Y til maj, så det må formodes, at det bliver lanceringstidspunktet herhjemme.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi