Der kom grus i maskineriet, da EU sidste sommer besluttede at indføre ekstra importtold på kinesiske producerede elbiler. Den mellemstore kinesiske producent Chery Automobile var egentlig klar til at lancere tre af sine mærker i Danmark, da tolden gjorde planerne usikre.
Men nu er der en ny plan. Mærkerne Omodo og Jaecoo, internt kaldet O&J, kommer til Danmark til sommer, fortæller kilder hos Chery International, som er firmaets eksportdivision, til Motor,
Den oprindelige plan lød på kun at sælge elbiler i Danmark, men Chery har også benzinbiler og plugin-hybrider godkendt til Europa. De sidste to grupper har den fordel for producenten, at de ikke rammes af ekstra told. Om der kommer andet end elbiler til Danmark er uklart.
Omoda: det billige mærke
Omoda er det folkelige, billige mærke, som lægger ud med den kompakte SUV Omoda 5. Den er på størrelse med Skoda Elroq, men bliver formentlig noget billigere, da Omodas stærkeste kort skal være prisen.
Omoda 5 sælges allerede i Spanien, både i el- og benzinudgave, med en vis succes. Senere følger en større Omoda 7 og en mindre Omoda 3. Alle er SUV-modeller.
Jaecoo er et mere livsstil-orienteret offroad-mærke. Hvad de første modeller bliver, er mere uklart, da mærket overvejende har plugin-hybrider i Kina – og dem var Chery meget tilbageholdende med at skulle sende til Danmark, da Motor besøgte firmaet i april 2024.
Sælges fra samme forhandlere
Jaecoo-mærket har også elbilen J6, som med et design tæt på Jeep har en umiddelbar charme og derfor også kunne lokke kunder til.
De to mærker skal sælges fra samme forhandlere, og det bliver det jyske bilfirma, Nic. Christiansen Group, der skal importere Omoda og Jaecoo. Nic. Christiansen har foruden Hyundai, Ford og Jaguar Land-Rover også BYD-mærket.
Også luksusmærket Exlantix
Chery Internationals tredje bilnavn er det egentlige premiummærke Exlantix, som udelukkende har elbiler på programmet. I Kina sælges det under navnet Exeed.
Chery har valgt, at luksusmærket skal distribueres af en anden dansk, privatejet bilimportør og dermed sælges via andre forhandlere.
En aftale er ikke helt på plads, og et salg kan formentlig først begynde i andet halvår 2025.
Chery vil bygge biler i Europa
Problemet med høj importtold kan Chery delvist komme uden om, da koncernen skal til at samle biler på en tidligere Nissan-fabrik i Spanien. Første model bliver Omoda 5, men produktionsstart er udskudt til slutningen af 2025.
Selv om den forhøjede told har forsinket den danske introduktion, er den formentlig kun et lille bump på vejen for Chery, der har meget store og langsigtede ambitioner om at sælge mange biler uden for Kina.
I 2030 er målet at eksportere 1,5 mio. biler til 60 lande. Allerede i 2023 var eksporten oppe på 937.148 biler, hvilket gør Chery til Kinas største bileksportør. Firmaets samlede produktion i 2023 var 1,9 mio. køretøjer.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi