Elbilerne holder i kø hos Kia for at komme ud i verden. Inden for de næste 12 måneder lanceres fire nye EV-modeller: EV2, EV4 sedan, EV4 hatchback og EV5. Det er biler, som i størrelse placerer sig trip-trap-træsko, når EV6 (netop faceliftet) og EV3 (Årets Bil i Danmark 2025) tælles med.
Faktisk kommer der også snart minibussen PV5, der er født ud af en ny varevognsfamilie.
EV2 er, som navnet antyder, den mindste og derfor på flere måder mest interessante. Den blander sig nemlig i elbilernes billig-klasse omkring de 200.000 kr., hvor der indtil for få måneder siden ikke var en eneste model.
Nu er der Hyundai Inster, Citroën C3 og Renault 5, og inden længe vrimler det med mini-SUV’er. Renault 4, BYD Atto, Toyota Urban Cruiser, Suzuki eVitara, Opel Frontera og flere andre.

EV2 vises som koncept
Og det er her i denne flok, Kia EV2 i begyndelsen af 2026 vil bejle til bilkøbene. Det er ikke så meget, vi ved om nyheden endnu, for i første omgang er det en konceptudgave, Kia viser frem ved Kia EV Days i Spanien.
Men selv om det er en konceptbil, får man et rigtig godt indtryk af den kommende mini-SUV, for det er givetvis meget minimalt, hvad der bliver anderledes på produktionsudgaven. Se dog bort fra de baghængslede døre, lige som også de luftige sæder kun er til skabt til showcaren.
Det markante design med de skarpe kanter, bløde buler og den lodrette front levner ingen tvivl om, at dette er en lillesøster til EV3.

Stor at se på
Da Motor ser nyheden, virker EV2 med sit voluminøse formsprog næsten lige så stor som EV3. Det er den næsten også, viser Motors hurtige opmåling. Men mens EV3 placerer sig mellem B- og C-segmentet (EV5 bliver en C-segment SUV), er EV2 en ren B-SUV, som det hedder i bilbranche-sprog.
Længden er lige under fire meter (3,95 m), mens akselafstanden er relativt stor med 2,60 meter. Så mens EV2 har samme længde som Citroën C3 og Renault 5, er akselafstanden noget større, og det mærkes ved bagsædet, hvor der er masser af knæplads for de fleste voksne.

Formentlig lidt over 200.000 kr.
SUV-faconen - højden er ca. 1,54 m – bidrager også til den gode rumfornemmelse og giver masser af loftshøjde – i hvert fald i en konceptbil uden batteri. Bagagerummet virker som almindeligt for klassen.
EV2 kommer reelt til at afløse to udgåede brændstof-modeller i Kias program, minibilen Rio og mini-crossoveren Stonic.
Med et helt år til lanceringen kendes prisen ikke – heller ikke af Kia i Danmark. Det bliver dog ikke en bil, der sætter bundrekord i pris eller blot kommer under 200.000 kr. Det virker mere sandsynligt, at mini-SUV’en lander omkring 225.000 kr. for billigste version.

EV1 kommer også
Billigste EV3 koster 270.000 kr. Der skal samtidig være luft ned til en mikro-elbil, vi kunne kalde den EV1, der formentlig kommer på et tidspunkt som en nær slægtning til Hyundai Inster.
Tekniske oplysninger må vi vente at få, men EV2 ser ud til at være bygget på samme platform som EV3. Det indebærer bl.a. forhjulstræk.
EV2 er i høj grad skabt til Europa, og elbilen skal fra begyndelsen bygges i Europa. Det sker på Kias fabrik i Slovakiet, hvor EV4 hatchback til sommer begynder at rulle af samlebåndet.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi