Toyota har fået rigtig godt gang i salget af bZ4X, bl.a. takket være nedsatte priser på både køb og leasing. Efter to måneder i 2025 er bZ4X den næstmest solgte bil i Danmark.
Dermed har den store SUV fået markant revanche efter en sløj start i 2022, til dels på grund af skuffende, reel rækkevidde samt en banal sag om løse hjulbolte.
Rækkevidden, som afveg markant fra det officielle tal, fik hård kritik i mange medier i Skandinavien. Siden er der sket forbedringer af batteri/rækkevidde.

'Ingen perfekt start'
’Det var ikke nogen perfekt start,’ lød det ærligt, men lidt underspillet fra Toyotas ledelse, da den faceliftede udgave blev præsenteret i Bruxelles.
Om tidens gunstige priser kan holde sig, når den kraftigt opdaterede udgave lanceres i sensommeren, er nok tvivlsomt, for der er store forbedringer på vej, og der skal være ’plads’ til den lidt mindre C-HR+.
Visuelt er der sket en del på fronten af den fornyede bZ4Xer, som er helt ny og med en mere bløde stil end hidtil og tæt på C-HR+.

Valg mellem to batterier
Teknisk sker der meget. For første gang kommer der valg mellem to batterier på hhv. 58 og 73 kWh (brutto). Det store afløser det hidtidige på 71 kWh, men opgraderingen er større, end det umiddelbart kunne se ud til.
Det gamle batteri var nemlig målt efter en intern Toyota-standard, mens det nye har fået opgjort kapaciteten efter en fælles branche-metode, oplyser en talsmand for Toyota til FDM. Dermed er det nye batteri mere end to kWh større end tidligere.
Med det største batteri og forhjulstræk ventes den officielle rækkevidde at blive op til 573 km.

Nu over 300 hk
Motorydelserne med det store batteri stiger til 224 hk med forhjulstræk (før 204 hk) og markant til 343 hk med firehjulstræk (før 218 hk).
Lidt spøjst kommer nu også et mindre batteri. Her yder motoren 167 hk, og rækkevidden bliver formentlig omkring 450 km.
Andre tekniske forbedringer er, at indbygget 22 kW-lader følger med de høje udstyrsniveauer, så opladningstiden kan halveres, hvis man lader alene ved en 22 kW AC-lader.
Påhængsvægt hæves til 1.500 kg
Desuden kan den reelle ladetid ved lynladning (DC) forkortes en del, siger Toyota, da bilen får mulighed for at forvarme batteriet (manuelt eller automatisk). Den maksimale ladeeffekt er uændret 150 kW.
Brugsværdien øges også ved, at påhængsvægten i den firehjulstrukne udgave fordobles til 1.500 kg.
Ved opdateringen er der også sket forbedringer af affjedring og ved karrosseriet, som ifølge Toyota skulle forbedre kørekomforten.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi