VW’s gigantiske plan: masser af elbiler og én hybrid

Næste generation af VW’s ID.-modeller holder i kø i kulissen. FDM har set dem alle. Og selv om de nye bærer ID.-navne ved præsentationen, skifter VW til at give modellerne et ’rigtigt’ navn, når de lanceres. En elektrisk Golf er også på vej. Læs den unikke indsigt i VW's fremtidsplaner.

Lille SUV i profil og helt mørk.
Nyt om biler

Ti nye biler de næste tre-fire år. Det er den imponerende bølge af lanceringer, som VW planlægger, og som mærkets forhandlere har fået lov at se ved et gigantisk, men internt arrangement i Tyskland med 11.000 deltagere.

Forhandlere og medarbejdere skulle tydeligvis indgydes optimisme og tro på fremtiden i en tid, hvor ikke alt går godt for tysk bilindustri, herunder VW og resten af Volkswagen-koncernen.

Med til at løfte arrangementet var, at den øverste ledelse inklusive den administrerende direktør stod på scenen hver dag.

To mænd foran VW-skilt.
VW's topledelse har de seneste uger vist alle mærkets nyheder indtil 2028 frem for forhandlerne. Her er det salgsdirektør Martin Sander og administrerende direktør Thomas Schäfer.

FDM kikkede med på fremtiden

Helt ekstraordinært har FDM fået lov at være en flue på væggen – mod at aflevere telefon og kamera og ikke beskrive nyhederne konkret.

De ti nyheder inkluderer flere varianter af samme model, men oveni kommer den helt lille ID.1, som kort forinden var blevet præsenteret i konceptform foran kameraer. Så 11 i alt.

Med til pep-talken var den endelige udgave af ID.2, som VW for længst har annonceret vil blive vist offentlig inden for overskuelig fremtid og kommer på markedet i sensommeren 2026.

Gul minibil skråt forfra, ID.Every1
I 2027 lanceres denne mikrobil, der kaldes ID.Every1 som koncept. Produktionsmodellen skal ikke hedde ID.1, men får et rigtigt navn. Det kunne være Up – måske ID.Up.

ID.2 X og nye ID.3, ID.4, ID.7

Kort efter lanceres en rigtig spændende model, mini-SUV’en ID.2 X, som får et meget robust udseende (den sorte skitse øverst i artiklen).

Den høje bil skal konkurrere med at hav af andre el-SUV'er, som lanceres i år, bl.a. Renault 4, Toyota Urban Cruiser og Fiat Grande Panda.

I 2027 gælder det mikrobilen ID.1.

I 2027-2028 kommer også helt eller overvejende nye udgaver af kernemodellerne ID.3, ID.4 og ID.7.

ID.5 i en fornyet udgave er der intet spor af i de store haller.

Mange af nyhederne kommer også i nye motor- og udstyrsudgaver, som vi ikke må sige mere om.

Blå ID.2 med mand foran.
VW's direktør, Thomas Schäfer, viste allerede i 2023 denne forløber for en elektrisk Polo-model. Bag lukkede døre har VW nu vist den færdige model, som bevarer konceptets grundform. Fronten er blevet mere forfinet. Produktions-udgaven bar navnet ID.2, men det bliver ikke det endelig navn. 

Tilbage til rødderne – pænere kabiner og flere knapper

Fælles for den kraftige elbil-offensiv er en bemærkelsesværdig tilbage til rødderne-strategi.

Bilerne får et klassisk, solidt VW-design tydeligt eksemplificeret ved de offentliggjorte ID.1- og ID.2-koncepter. Stort set alle kommende modeller vil have belyste logo’er både for og bag.

Stort set alle nyhederne får klassiske udvendige dørgreb, touch-knapperne på rattet er udskiftet med traditionelle fysiske og ret store knapper, og under de store trykskærme er der et fysisk panel til klimaanlæg m.m. Og sandelig om ikke alle modeller har fire knapper til rudehejsene, så der er en til hvert vindue!

Materialerne i kabinen får et stort løft, så den oplevede kvalitet af overfladerne er over den, man udsættes for i dagens ID.3 og ID.4.

Blå ID.2 skråt bagfra.
Denne konceptudgave af 'ID.2' er meget tæt på den færdige bil. Det gælder bl.a. de to sæt 'whiskyglas' som baglygter. Det element går igen på alle nye VW-modeller og hører under det, som chefdesigneren betegnet som 'the secret sauce' – det lille pift, der skal være på alle modeller.

Batteriskift: LFP er fremtiden

VW foretager med de nye modeller et markant skift i batteriteknologi. I fremtiden vil langt de fleste VW-elbiler have batterier af LFP-typen, fortæller udviklingschef Kai Grünitz til FDM. Det er en type, som historisk har haft mindre energiindhold end de mere gængse NMC-batterier, men er billigere og anses for mere holdbare samt mindre problematiske i forhold til brand og råstof-udvinding.

En del af de nye battericeller skal fremstilles af VW i Tyskland.

Udviklingschef Kai Grünitz giver også en indikation på rækkevidderne i nogle af de nye elbiler. ID.1 får i første omgang strøm til ca. 250 km, mens ID.2 vil kunne klare op til 450 km. SUV-udgaven ID.2 X får en anelse kortere rækkevidde.

Kabinen i VW ID.2.
Førerpladsen i ID.2-konceptbilen blev lavet i al hast og er ikke helt magen til den kommende produktionsmodel. Men de opgraderede materialer, de fire knapper til elruderne, pladsen til to telefoner og panelet til klimaanlægget med en stor drejeknap til lyd-volumen er reelle.

Slut med ID.-numrene

Navnene skal også tilbage til rødderne. Den nye generation af elbiler skal IKKE hedde ID.1, ID.2, osv., betoner VW-direktør Thomas Schäfer over for FDM. De navne bruges p.t. kun for nemheds skyld.

Hvad bilerne så skal hedde, offentliggøres model for model tættere på lanceringen. Men en mulighed kunne være ID. Up, ID. Polo osv. ID-tilnavnet kunne så være et overgangsfænomen, så længe VW også sælger benzin- diesel- og hybridbiler.

Og en sådan ny kommer snart.

Skilt med velkommen til Volkswagen.
VW har gennem mange dage vist fremtiden frem for medarbejdere og forhandlere ved et enormt arrangement i Düsseldorf. I hallen, hvor de kommende nyheder blev vist frem, var der totalt fotoforbud.

Ny T-Roc i 2026

Med til det store forhandler-arrangement er én benzinbil, som rettere er en fuld-hybrid, der er en ny type bil hos VW. Det er næste generation af T-Roc, som vil være klar i 2026.

VW har tidligere sagt, at 2026-udgaven af T-Roc ville blive den sidste nye brændstofbil fra mærket.

– Vi overvejer nu, om der eventuelt skal komme flere nye, siger udviklingsdirektør Kai Grünitz til FDM med henvisning til, at den langsommere elbil-udvikling i Europa.

Elektrisk Golf på vej

Uanset det, arbejder VW også på nye udgaver af Golf og T-Roc. Helt elektriske udgaver.

De to nye elbiler skal bygges på en helt ny platform, SSP, Scalable Systems Platform. Som navnet antyder, er den nye platform skalérbar, og det betyder, at den kan bruges til elbiler i alle størrelser.

Første model bliver niende generation af Golf, der formentlig er klar i 2028 eller 2029. Den kommer til at afløse ID.3, og VW har bekræftet, at den skal hedde Golf. Så slut med ID.3 til den tid. Men hvis der findes en benzindrevet Golf til den tid, er det muligt, at den elektriske Golf skal hedde ID.Golf.

Både den elektriske Golf og den elektriske T-Roc skal fremstilles på VW’s hovedfabrik i Wolfsburg og bygges i tilsammen over 500.000 eksemplarer årligt. Den slags er vigtigt for VW at fortælle til tyske bilkøbere, politikere og fagforeninger.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her