Hvor Tesla de seneste to år har fejet konkurrenterne af banen i forhold til salg af nye biler, og deres brugte biler også har været populære på brugtbilmarkedet, er situationen nærmest vendt helt på hovedet her i 2025.
I årets første fire måneder er der blevet importeret mere end 10 gange så mange VW ID.4 som Tesla Model Y. Blot 245 brugte Model Y har fundet vej til Danmark i år, og det er et voldsomt fald.
I 2022 udgjorde Tesla Model 3 og Model Y samlet set 41 pct. af de importerede brugte elbiler, og 28 pct. efter at Tesla satte priserne ned i 2023. Her i 2025 udgør Teslas to mest populære modeller blot fire pct. af den samlede import. Tallene stammer fra Bilstatistik.dk.
– Når det gælder Tesla, viser brugtimporten en ny virkelighed. Konkurrencen er blevet hårdere, og Tesla er ikke længere uden rivaler. Samtidig er mange forhandlere tilbageholdende med at hente brugte Teslaer hjem – dels fordi hyppige prisjusteringer har givet økonomiske skrammer, dels fordi efterspørgslen er præget af usikkerhed, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru.
Det er lidt pudsigt, at bilen, der sparkede gang i salget af elbiler i Danmark, nu indtager en sekundær rolle på markedet. Det er ikke kun som brugtimport, at salget af Model Y er faldet markant. Ser man på salget af nye biler, er det også faldet markant i forhold til sidste år.
Import stiger 77 procent
I årets første fire måneder udgjorde elbilerne 91 pct. af den samlede import af brugte biler svarende til 24.723. I forhold til 2024 er det en stigning på 77 pct.
– Danskerne elsker elbiler. Når nyvognsmarkedet ikke kan følge med efterspørgslen, må udbuddet suppleres med biler fra udlandet. Forhandlerne har set muligheden og importerer nu både næsten nye og mere brugte elbiler, som ofte bruges både som bil nummer et og to i husholdningen, siger Ilyas Dogru.
Han påpeger, at selvom de fleste danske bilkøbere handler brugt bil hos en dansk forhandler, er mange af elbilerne oprindeligt hentet hjem fra udlandet. Og de mange importerede biler er med til at holde priserne på elbiler nede.
– Efterspørgslen på elbiler er høj, og priserne stiger ikke. Det virker unormalt, men det er muligt, fordi forhandlerne holder markedet forsynet med biler fra udlandet, hvor efterspørgslen er lavere, siger Ilyas Dogru.
VW står stærkt på importen. Det er især den store SUV VW ID.4 og coupé-varianten ID.5, som dominerer brugtimporten. Det er også p.t. den mest solgte nye bil herhjemme. Men på de følgende pladser finder man den mindre VW ID.3 og Skodas store SUV, Enyaq, der også findes i en coupé-variant.
Mercedes optræder på listen med to modeller, hvor deres mindste model, EQA, ligger øverst. Og så kommer et par små biler, hvor priserne skal være under 200.000 kr., men hvor der allerede nu er flere biler til salg til 100.000-150.000 kr. Det er livsstilbilerne Mini Cooper og Fiat 500e.
Få gamle importbiler
Elbiler der er over fire år gamle, udgør blot ni procent af den samlede import. Hovedårsagen er, at der ikke findes mange elbiler på markedet, som har den alder.
Men de biler, der er, importeres i stor stil, fordi der er en stor efterspørgsel efter elbiler til 100.000-200.000 kr. Og jo ældre bilerne er, desto lavere er prisen. To modeller, som importeres i større stil som ældre brugt, er Tesla Model 3 og VW ID.3. Begge elbiler kom på markedet i 2019 og 2020.
For selvom Tesla Model 3 generelt fylder mindre i brugtbilimporten, er den nu blandt de billigste brugte biler på markedet herhjemme. Det skyldes, at næsten halvdelen af de importerede brugte Tesla Model 3 er over fire år gamle. Dermed er det biler uden nyvognsgaranti.
VW ID.3 har i udlandet typisk en garanti på to år, hvilket også var tilfældet herhjemme indtil december sidste år. Af de importerede VW ID.3'er er hele 92 pct. over to år gamle, og dermed er de fleste af dem også uden nyvognsgaranti.
Bemærk, at VW herhjemme i dag har indført fem års garanti på nye elbiler. Dermed er brugte biler, der er under to år gamle, ikke attraktive som importbiler. For uden fabriksgaranti på bilen er man dårligere stillet som bilkøber, hvis der viser sig en dyr fejl på bilen. Det understreger også, at man skal huske at sammenholde prisen på en ny bil med den brugte og have penge i baghånden, hvis det går galt.
Generelt er der flere udfordringer med køb af brugte elbiler, der er importeret fra udlandet. Der kan være, om fabriksgarantierne fortsat er gældende, om bilen har det samme udstyr som de danske modeller, og om bilen kan lade på tre faser.
Er du medlem af FDM, kan du få rådgivning om køb af brugt elbil.
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.