Der er kommet drøn på det danske bilsalg. 18.000 nye personbiler fik nummerplader på i maj, viser nye tal fra datatjenesten bilstatistik.dk.
Det er en markant stigning på 23 pct. i forhold til maj sidste år og første gang i år, at bilsalget kommer ud af sit dødvande.
Men måske er det et kortvarigt boom. Brancheforeningen for de danske bilimportører, Mobility Denmark, spekulerer i hvert fald i, at bilsalget kan dykke i den kommende tid og nævner, at tallene for nyregistreringer afspejler ordrer, der er blevet lagt i tidligere måneder.
Bilbranche: bekymret for usikkerhed
- Men vi er samtidig bekymrede for udviklingen i den nærmeste fremtid. Bilforhandlerne oplever, at kunderne er begyndt at holde igen – og det skyldes i høj grad den usikkerhed, der er om, hvad der skal ske med bilafgifterne ved årsskiftet, siger administrerende direktør, Mads Rørvig.
Han henviser til, at erfaringen viser, at bare omtalen af mulige ændringer i afgiftssystemet har stor effekt. Når politikerne begynder at drøfte bilafgifter, smitter det straks af på markedet og skaber tøven blandt forbrugerne.
De mulige ændringer er på tale, da elbiler fra 1.januar 2026 gradvist står til at få reduceret deres afgiftsfritagelse. De politiske overvejelser går på, om denne indfasning skal justeres, f.eks. i form af en udskydelse eller en langsommere indfasning.
FDM: ingen grund til panik
I FDM maner forbrugerøkonom Ilyas Dogru dog til ro:
- Der er ingen tvivl om, at ændringer i afgiftsregimet skaber usikkerhed på bilmarkedet. Hos FDM lyder vores råd, at man skal købe den bil, man har behov for – når behovet opstår, siger han.
- Der er ingen grund til panik, særligt ikke hvis man er på udkig efter en elbil til under ca. 375.000 kr., for de står ikke til markante afgiftsstigninger – uanset om der kommer ændringer eller ej. Har man derimod planer om at købe en dyrere bil, har man formentlig allerede overvejet at slå til, da den type biler længe har stået til at blive ramt af højere afgifter, lyder det fra Ilyas Dogru.

Elbil-andel viger - ny Skoda atter til tops
Bilsalget i maj er som sædvanlig domineret af elbiler, men der har sneget sig både en VW T-Roc, Audi A5 og BMW 3-serie ind blandt de 11 mest solgte modeller, og for tredje måned i træk er andelen af elbiler svagt vigende. Elbilerne udgjorde 61 pct. i maj, mens det var 63,3 pct. i april og 65,5 pct. i marts.
Den suverænt mest solgte bil i maj blev Skodas nye elbil, Elroq. Den blev leveret i næsten 1.500 eksemplarer og haler dermed godt ind på VW ID.4/ID.5 om at blive den mest solgte bil i år. Elroq blev også nr. ét i april.
Tesla fortsætter tilbagegang
Tesla er omsider begyndt at kunne levere den faceliftede Model Y, som indtager sin hidtil højeste placering i år, nemlig en tredjeplads. De knap 700 styks er lidt flere end i maj sidste år, men ikke meget for en opdateret Tesla og milevidt fra modellens gyldne tider i 2023-2024, hvor bilen i flere måneder nåede over 2.000 leveringer.
Og trods Model Y’s moderate fremgang bliver det ved med at gå ned ad bakke for Tesla i Danmark. Model 3 er nemlig gået helt død med blot 67 eksemplarer i maj, hvilket er et styrtdyk på 86 pct. fra samme måned i 2024. Tesla leverede ikke én eneste Model S eller X, og samlet set gik mærket 30 pct. tilbage fra maj 2024 til maj 2025.
- Selv om en Tesla-model igen er et finde i bilkøbernes top ti, er der et stykke til den dominerende position, Tesla tidligere har haft. For tre år siden tænkte man på en Tesla, når man tænkte på en elbil. Det gør vi ikke længere. Nu er de europæiske, de asiatiske og til dels også de kinesiske kommet godt ind i kampen, siger FDM’s forbrugerøkonom, Ilyas Dogru
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi