De økonomiske mikrobiler dominerede engang salgslisterne i Danmark. Det er for længst slut, og udvalget af de helt små benzinbiler er skrumpet stødt de seneste år. Og nu udgår yderligere to, så kun én eneste benzinmodel er tilbage: den lille crossover Toyota Aygo X.
Den får banen helt for sig selv, efter at de koreanske konkurrenter nu er forduftet.
Både Hyundai i10 og Kia Picanto er udgået inden for kort tid.
Farvel til Kia Picanto og Hyundai i10

For Hyundai i10, der stammer fra 2019, er produktionen i Tyrkiet ved at stoppe til fordel for en lidt større elbil, som formentlig kommer i slutningen af 2026. I Danmark er det slut med at købe en fabriksny i10, medmindre man kan finde en enkelt lagerbil hos en forhandler.
Det er reelt også farvel til Kia Picanto i Danmark. Der er ikke flere lagerbiler, men officielt kan man godt bestille en fra fabrikken. Det indebærer dog tre-fire måneders leveringstid. Den nuværende Picanto blev lanceret i 2017 og har siden fået to facelifts, det seneste i 2024.
Selv om mikrobiler har været populære i Danmark, solgte de relativt set mindre godt i det meste af Europa. Næsten alle bilproducenter har længe døjet med at få økonomi i de helt små biler, og med stærkt stigende krav til sikkerhed og miljø forsvandt det kommercielle grundlag helt.

20 mikrobiler for 15 år siden
Listen med mikrobiler var lang engang. Foruden Kia Picanto og Hyundai i10 bestod feltet af 16 andre modeller: VW Up, Skoda Citygo, Seat Mii, Nissan Pixo, Suzuki Celerio, Opel Karl, Opel Adam, Ford Ka, Fiat 500/Cinquecento, Fiat Panda, Peugeot 108, Citroën C1, Renault Twingo, Mitsubishi Space Star, Smart Forfour og Chevrolet Spark. Sidstnævnte var i 2011 Danmarks mest solgte bil.
Fiat 500 er netop genopstået som benzinbil, men det er ikke sandsynligt, at den kommer til Danmark.
Elektriske mikrobiler på vej
Det har knebet for bilproducenterne at udvikle elektriske mikrobiler, men nu begynder der at komme en lille flok.

Dacia Spring var egentlig den første, men var en rigtig ringe bil, der for længst er udgået i Danmark. Så fulgte den elektriske Fiat 500, og derefter blev Hyundai Inster den næste, og til sommer kommer BYD Dolphin Surf.
I 2026 kan vi forvente Renault Twingo, Dongfeng Box og måske Leapmotor T03. I 2027 er VW klar med ’ID.1’ og Nissan med sin udgave af Renault Twingo. Toyota har indikeret, at der på et tidspunkt kommer en fuldelektrisk Aygo.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi