Nio prøver comeback med lavere pris og nyt billigmærke

Efter en fejlslagen introduktion med ekstremt lave salgstal og dvaletilstand det seneste år skifter Nio markant kurs i Danmark. Der er udsigt til lavere priser, og som en trumf lancerer Nio desuden sit billigere ungdomsmærke, Firefly.

Firefly B på biludstilling.
Nyt om biler

Store, lækre og dyre biler med batteriet på abonnement, batteribytte, et flot hus at mødes i og køb online. Med det koncept ankom det unge kinesiske mærke Nio til Danmark i 2022.

Det duede ikke.

På halvandet år var der indregistreret færre end 60 biler, og i foråret 2024 pakkede Nio sammen. To ansatte forblev i Danmark, og siden da er der solgt tre biler.

Tre forhandlere i Danmark

Men nu sadler Nio fuldstændig om. I stedet for online-salg via firmaets hjemmeside eller app, bliver det nu den ekspanderende danske bilimportør, Nic Christiansen Gruppen, der skal stå for salget via traditionelle forhandlere.

Firefly B bagfra på udstilling.
Firefly B er ca. på størrelse med Renault 5. Længden er 4,00 m, bredden er 1,78m og højden 1,56 m. Akselafstanden, som giver en indikation af bagsædepladsen, er med 2,62 m otte cm større end Renaultens.

Den første ventes at åbne i København til efteråret, mens udstillingslokaler i Aarhus og Odense skal følge i 2026.

Nyt mærke: Firefly

Skiftet til en privat dansk importør betyder samtidig ankomsten af Nios mere ungdommelige og billigere mærke, Firefly. I første omgang gælder det den lille model, der tilsyneladende blot hedder B.

Det er en frisk, femdørs hatchback omkring fire meters længde med et design, der kan minde om den hedengangne Honda E. Minibilen har motor ved bagakslen og en ydelse på 141 hk. Rækkevidden er ikke oplyst, men kinesiske medier angiver tal mellem 320 og 370 km (WLTP).

Bilen kan skifte batteri lige som Nios modeller, men det kommer næppe på tale i Europa. En betydelig hæmsko er, at Firefly har andre batterier end Nio og heller ikke kan benyttes Nios skiftestationer.

Der er ingen prisindikationer for Europa, men Firefly koster fra ca. 110.000 kr. i Kina. Det er forholdsvis meget, så prisen ser ud til at komme ret tæt på Renault 5, der begynder ved 190.000 kr.

Nio-biler på række.
Nio relanceres til efteråret. Det bliver med tre modeller: sedanen ET5, stationcaren ET5 Touring og SUV'en EL6 (forrest).

Tre modeller fra Nio - og billigere end i dag

Samtidig med ankomsten af Firefly relanceres Nio. Det bliver dog som udgangspunkt med et mere indskrænket modelprogram i form af ET5, ET5 Touring og EL6. Det er de mindste Nio-modeller og samtidig de mest relevante i Danmark.

Og den gode nyhed er, at Nio-modellerne bliver noget billigere, end de hidtil har været.

- Vi kommer til at kunne tilbyde meget konkurrencedygtige priser, så man får som forbruger en premiumbil til en særdeles attraktiv pris, siger administrerende direktør hos Nic Christiansen Gruppen, Niels Vrist Bertelsen.

Hvad det i praksis vil sige, offentliggøres tættere på lanceringen.

Rød Onvo L60.
Onvo L60 kommer til Danmark sidst i 2026. Tesla Y-konkurrenten skal i Europa sælges under Nio-navnet.

Tredje mærke: Onvo er Tesla-konkurrent 

Nio har i Kina lanceret et tredje mærke kaldet Onvo. Det skal også til Europa, men den første model er formentlig først i Danmark i slutningen af 2026.

Det bliver Onvo L60, som er crossover, der både i størrelse, facon og tekniske specifikationer er en direkte konkurrent til Tesla Model Y.

Onvo-navnet skal dog næppe bruges i Europa, hvor planen nu er at sælge Onvo som Nio.

Rød Nio foran batteriskiftestation.
Den nye danske importør forventer kun eller primært at sælge Nio-modellerne inklusive batteri, i stedet for at kunderne skal leje det. Dermed bliver batteriskitfe uaktuelt, men den enlige skiftestation i Danmark (i Slagelse) fortsætter formentlig. 

Dropper batteriskifte

Planen er at sælge bilerne med batteri. Hidtil har de fleste kunder valgt at leje batteriet og dermed have adgang til Nios batteriskifte-stationer. Dem er der dog stadig kun én af i Danmark, og konceptet med at købe den dyre bil og så leje batteriet har mødt skepsis i Danmark.

Batteriskiftestationen i Slagelse fortsætter i regi er Nio Power, Nios afdeling for ladestationer og batteriskifte.

Garantien på både Nio og Firefly bliver formentlig fem år/120.000 km samt otte år/160.000 km på batteriet.

Med indlemmelsen af Nio og Firefly har Nic Christiansen Gruppen på kort tid udvidet sin portefølje endnu en gang. Til efteråret lancerer virksomheden de to kinesiske mærker Omoda og Jaecoo, og for nylig overtog Nic Christiansen også Ford i tillæg til Hyundai, BYD og Jaguar-Land Rover.

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her