Aldrig før har en elbil kørt så langt på norske landeveje uden at lade.
832 km nåede den nye, amerikanske Lucid Air, før den løb tør for strøm i sommerudgaven af El Prix, der gennemføres af FDM’s norske søsterorganisation, NAF, og norsk Motor. Det er markant mere end den hidtidige rekord, som Tesla Model S satte i 2023 med 672 km.
Alligevel skuffer den store, amerikanske elbil, for resultatet var 13 pct. dårligere end bilens officielle rækkevidde, som i den testede udgave er 960 km.
For selv om det kan lyde som en beskeden afvigelse, foregår den norske test ved moderate hastigheder i byområder og især på landeveje, men dog med en del stigninger. Temperaturen ved årets sommertest var mellem 8 og 15 grader med fugtigt vejr.

To biler omkring 700 km
Også BMW iX og Tesla Model 3 slog den to år gamle rekord ved at køre hhv. 695 og 712 km.
Det store billede fra testen af 27 biler er, at de i imponerende grad formår at køre lige så langt i virkeligheden, som det officielle WLTP-tal angiver – når altså virkeligheden er som i den norske test stort set uden motorvejskørsel og uden en masse koldstarter.
Mens Lucid Air kørte 13 pct. kortere end ’lovet’, blev det Tesla Model Y som vandt testen, når kriteriet er at kæmpe mod sit eget WLTP-tal. Den fornyede Model Y kørte 11 pct. længere end normen.
Alle øvrige biler kom meget tæt på WLTP-tallet – mellem plus otte pct. og minus seks pct.
Også test af opladning
El Prix tester også lynladning. Mens rækkeviddetesten foregik 6. juni, sker ladetesten i løbet af dagen 6. juni.
Resultatet i El Prix giver en indikation på, hvor godt de enkelte elbiler lever op til det tal, der står i brochuren. Men da vejret og andre forhold ændrer sig fra gang til gang, kan resultatet, særligt ikke den faktiske rækkevidde, sammenlignes fra år til år.
FDM tester elbilers rækkevidde ved konstant 110 km/t og korrigerer matematisk for temperaturforskelle. Listen med alle måleresultater findes i linket herunder.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi