Nye tal: Elbiler er i endnu mindre grad brandbomber

Sandsynligheden for at en elbil brænder er faldet fra 2023 til 2024, og benzin- og dieselbiler brænder tre gange så hyppigt, viser danske tal. I Norge og Sverige er forskellen endnu større.

Brandfolk omkring bil.
Nyt om biler

Brand i elektriske biler kan være problematiske, hvis først litium-ion-batteriet antændes. Røgen er giftig, varmeudviklingen er voldsom, og ilden kan være vanskelig at slukke.

Men det sker meget sjældent. Og hyppigheden af brande i elektriske biler er ligefrem på vej ned.

50 gange i 2024 gik der ild i en elbil eller en hybridbil i Danmark, viser den årlige opgørelse fra Beredskabsstyrelsen. Det er seks flere end året før, men da bestanden af særligt elbiler er steget voldsomt i perioden, er hyppigheden faldet.

Graf over bilbrande.
Tabellen viser udviklingen i brand-hyppighed fra 2018 til 2024. For elektriske biler er der en faldende tendens, men brændstofbilerne ligger nogenlunde stabilt. Men siden 2021 har benzin-og dieselbiler ligget ca. tre gange højere end de elektriske.   Kilde: ODIN og Danmarks Statistik

Stort fald fra 2023 til 2024

Mens der i 2023 blev registreret 1,7 elbil-brand pr. 10.000 biler, var det i 2024 faldet til 1,2. Det er en reduktion på 29 pct.

Risikoen for brand i en bil med (kun) forbrændingsmotor har været stabil de seneste år, men ligger markant højere end elbilerne. Her er tallet 3,8 pr. 10.000 biler, altså tre gange så højt.

Undersøgelsen tager ikke højde for eller kommenterer, at elbilerne i gennemsnit er noget yngre.

Årsager til bilbrande er mange, og ofte skyldes de eksterne faktorer som påsat brand eller spredning fra andre brande.

Vandcontainer med rullende robot indeni.
Flere beredskaber har nu en container, der kan fyldes med vand, hvis en elbil-brand 'går amok'. Her er der desuden en fjernbetjent robot, der kan hente brændende biler ud af f.eks. et parkeringshus.  

Antal batteribrande ukendt

Undersøgelsen afdækker heller ikke, hvor ofte branden i el- og hybridbiler breder sig til højspændingsbatteriet. Tidligere tal indikerer, at det kun sker i en mindre andel af tilfældene.

FDM har spurgt Beredskabsstyrelsen om tal for batteribrande, men har ikke modtaget noget svar.

Det er først, når der går ild i batteriet, at en brand i elbil adskiller sig fra brand i øvrige biler, selv om beredskabet fra begyndelsen skal være forberedt på det værste.

Tabel med hyppighed af bilbrande i Skandinavien.
Forskellene mellem bilbrande i Skandinavien og mellem elektriske og ikke-elektriske biler.  Kilde: BRS, MSB og DSB

Meget større forskel i Norge og Sverige

Mens de danske tal viser, at brændstofbiler har en tre gange så høj hyppighed som elektriske biler, er forskellen meget større i Norge og Sverige.

I Sverige blev der i 2024 registreret 0,45 brande pr. 10.000 elektriske biler mod 7,5 for øvrige biltyper, mens der i Norge var 0,7 brande i el- og hybridbiler mod 4,6 for brændstofbiler. I de øvrige skandinaviske lande brænder brændstofbilerne altså 6-16 gange så hyppigt som de elektriske.

Den korte rapport angiver ingen mulige forklaringer på betydelige nationale forskelle.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her