Trods snak om ændring af bilafgifter har danskerne fortsat fået leveret mange nye biler i juni. Top tre markerer tre forskellige retninger i markedet. Den mest solgte model er Skoda Elroq, en bil der vandt FDMs gruppetest her i foråret, og som kan købes fra 250.000 kr. Det er den fornuftige familiebil.
Den næstmest populære er Tesla Model Y, der de seneste to år har været en absolut topsælger. Men et facelift med markante ændringer og til en højere pris blev præsenteret i januar, og sammen med Elon Musk politiske virke, har det medvirket til et markant fald for mærket. I første halvår har Tesla solgt 55 procent færre biler end sidste år. Men først i maj kom de billigere baghjulstrukne udgaver af den opdaterede Model Y.
Den tredje mest indregistrerede bil i juni er VW T-Roc. En benzinbil, der primært kravler op ad listen takket være attraktive leasingtilbud primært til virksomheder, men også til private. Det gælder også for Cupra Formentor, der er den anden bil på top 10, der ikke er en elbil.
Billig opladning i 2025
Generelt set er salget af elbiler steget markant i år, og samlet set er 64 procent af alle solgte biler helt elektriske. Når man fokuserer på private bilkøbere, har 8 ud af 10 valgt elbil i første halvår af 2025.
– Økonomien i at vælge elbil har ikke været bedre. Priserne på bilerne er faldet de seneste par år, der er fortsat gunstig registreringsafgift, og så er strømmen ved hjemmeladning meget billig, siger FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru.
Han peger især på strømpriserne som en skærende kontrast til de høje benzinpriser, der også har svinget markant.
– Faktisk har der været negative priser på el i 536 timer i det første halvår. Markant bedre end rekordåret 2024 hvor det kun var 114 timer, siger Ilyas Dogru.
På vej mod 500.000 elbiler
Salget af elbiler, og ikke mindst importen af brugte elbiler, betyder, at der i løbet af 2025 bliver sat rekord for antallet af elbiler på vejene. Det forventes at milepælen på 500.000 biler bliver rundet i løbet af efteråret.
Men det samlede salg af nye biler forventes blot at blive på samme niveau som i 2023 og 2024. P.t. ligger antallet af indregistreringer fire procent højere end første halvår sidste år. Og der er tegn på, at salget kan stige yderligere i løbet af efteråret.
Wismo, der bl.a. importerer Fiat, Citroën, Opel og Peugeot, har netop lanceret aggressive priser på elbiler, så udvalget af modeller til under 200.000 kr. stiger markant. Importøren er også kommet med attraktive privatleasingtilbud og har hævet garantien på de elektriske biler fra Citroën, Opel og Peugeot til fem år.
Årets bedst sælgende bilimportør er Semler, der bl.a. har Audi, Cupra, Skoda og VW. Semler har både godt gang i salget af nye biler samt sidder tungt på privatleasing, hvor top tre i første halvår er VW ID.3, VW ID.4 og Audi Q4 e-tron.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi