Audi giver Q3 ny chance med benzin og diesel

Tredje generation af Audis kompakte SUV er klar til efteråret med valg mellem benzin og noget så sjældent som diesel. En plugin-hybrid er fravalgt. Den nye model kommer 60 år efter mærkets fødsel og netop som Audi runder 100.000 biler i Danmark.

Audi Q3 skråt forfra foran villa i tusmørke.
Nyt om biler

Q3 har været et kendt ansigt hos Audi i 14 år, og selv om salget af brændstofbiler i premium-segmentet er kraftigt faldende, giver den danske importør Q3 i tredje generation en chance. Den nuværende, anden generation stammer fra 2019.

Lanceringen sker med et begrænset modelprogram med 150 hestes benzin og 150 hestes diesel. En plugin-hybrid med 272 hk og en strømrækkevidde på 119 km er også klar, men tages ikke til Danmark.

Q3 tilbydes bl.a. med en avanceret parkeringsassistent, der kan lære op til fem individuelle parkeringsmanøvrer, så bilen selv kan køre op til 50 meter af sig selv.

Audi Q3 bagfra.
Baglygterne har en gennemgående LED-lysstribe med belyste Audi-ringe. Som tilvalg fås digitale OLED-lygter.

Avancerede lygter

Også lygtesystemet er sofistikeret, svarende til det i Audis andre nye biler. Bl.a. fås SUV’en med digitale matrix-forlygter, der for første gang i Q3 bruger mikro-LED-teknologi.

Det skaber ifølge Audi en betydeligt forbedret belysning. Bl.a. kan lygterne vise vigtige informationer fra assistentsystemerne i førerens synsfelt foran bilen.

Bagagerummet er tilsyneladende blevet mindre. Den ny model har et volumen på 488 liter, mens den gamle opgives til 530 liter. Derimod er trækvægten øget fra 1.800 til 2.100 kg.

Audi Q3 forfra.
Den nye Q3 har en bred grill i mærkets 'Singleframe-stil. Forlygterne er meget smalle og er udstyret med digital matrix-teknik.

Leveringen begynder sidst på året til priser fra 550.000 kr. En Sportback-udgave, altså med mere skråt bagparti, ventes næste år.

60 år siden den første Audi

Den nye Q3 kommer på et tidspunkt, hvor Audi kan fejre sit 60-års jubilæum. Den første Audi efter Anden Verdenskrig rullede af samlebåndet 13. august 1965.

Førerpladsen i Audi Q3.
Førerpladsen er i kendt Audi-stil med et stort, sammenhængende skærmkompleks. Der er nogle fysiske knapper nederst og klimaanlægget har sine egne, faste knapper nederst på skærmen.

Den hed F 103 og var nært beslægtet med en førkrigs-model, DKW F 102. Bilen blev en succes for Audi, og den forblev i produktion helt frem til 1972.

Også i Danmark har Audi netop rundet to milepæle. Tidligere på året kunne den danske importør fejre 50-års jubilæum, og i august nåede Audi op på 100.000 biler på danske veje.

Audi er for tiden det tredjebedst sælgende mærke i Danmark.

sort-hvid billede af bil lige forfra med to mænd på hver side.
Audi sendte sin første model på gaden i 1965. F 103 havde premiere på IAA-udstillingen i efteråret det år.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her