Masser af plads til børn, husdyr, venner, bagage og fritidsudstyr er for mange bilejere en væsentlig kvalitet ved deres bil. Men udvalget af elbiler af den type er behersket, og i mange tilfælde er det SUV-modeller, der begynder ved over 500.000 kr.
Citroën Berlingo & Co er ikke slået an som elbil, men VW har fundet et hul i markedet med ID. Buzz, der sælger som friskbagt rugbrød. Her begynder prisen ved 400.000 kr.
Buzz’en får til november en interessant konkurrent i form af Kia PV5, som blot koster 280.000 kr. i billigste udgave.

Udviklet som personbil og varevogn
PV5 Passenger indgår i Kias store investering i elektriske varebiler kaldet PVB. De kommer i flere størrelser og er bygget på en nyudviklet platform, E-GMP.S, udelukkende til elbiler. Som en del af familien er der udviklet personbilsudgaver i mindst to størrelser.
Udviklingen af PVB-familien er sket sammen med søstermærket Hyundai, der ventes at få sine egne udgaver.
Den første varevognsudgave kommer midt på efteråret, mens personbiler følger efter til november.

PV5 Passenger er designet til ultimativ rummelighed og anvendelighed, og bl.a. er to skydedøre standard og læssehøjden er meget lav.
I den første udgaver er der kun fem sæder, men til gengæld er bagagerummet enormt med 1.320 liter. Senere kommer udgaver med seks eller syv sæder. Den syvsæders er indrettet med to pladser i anden række og tre i tredje række. Anden række er asymmetrisk, så der ikke er en stol i højre side. På den måde er det let at komme om til tredje række.
Kommer i mange udgaver
Den elektriske MPV er skabt ti mange formål, bl.a. vil den kunne fås som handicapbil, som taxa og som camper. I handicap-udgaven skal en kørestol køres ind gennem sidedøren.

Camperen er en ’light’-version med madras m.v. og fem sæder, men ikke f.eks. hævetag eller køkken. En VIP-agtig model kaldet Prime har blot fire sæder.
Med en længde på 4,70 m og en stor akselafstand på 3,00 meter er den på samme størrelse som ID. Buzz i den korte version.
En styrke ved PV5 er også den moderate pris på 280.000 kr. for billigste udgave.

Køberne kommer til at lide afsavn på rækkevidden. Kun 295 km er den officielle rækkevidde med standardbatteriet. Motorydelsen er også yderst behersket med 121 hk.
Begge dele kan der rådes bod på ved at bruge 30.000 kr. ekstra på udgaven med stort batteri. Mens prisen vokser til 310.000 kr., øges rækkevidden til mere anvendelige 412 km, og motorydelsen skrues op til 163 hk.
Topmodellen koster 340.000 kr.
Begge udgaver kan lynlades med op til 150 kW. Platformen bruger 400 volt lige som EV3 og EV4, men i modsætning til de dyrere EV6 og EV9, der har 800 volt.

Udstyrsniveauet er pænt i grundudgaven, men for 15.000 kr. ekstra får man bl.a. alufælge, kunstlædersæder, aktiv blindvinkel assistent, elektrisk bagklap og digital nøgle.
For yderligere 15.000 kr. fås el-skydedøre, aktiv parkeringskollisionsassistent, blindvinkel-kamera, 360-graders kamera og el-justerbare forsæder med ventilation. Dyreste udgave kommer dermed op på 340.000 kr. Begge batteristørrelser fås med alle tre udstyrsniveauer.

Konkurrenten ID Buzz sælger forrygende
Selv om PV5 kan forekomme som en speciel bil til et nichemarked, er det ikke noget helt ubetydeligt marked i Danmark.
I hvert fald har VW ID. Buzz formået at genåbne markedet for MPV-modeller, som var stort for 10-15 år siden. ID. Buzz er i 2025 (januar-juli) den tredje mest solgte bil i Danmark, når gulpladeversioner tælles med.
3.700 eksemplarer har fået nummerplader på i år – flere end ID.3 og Tesla Model Y.

Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi