High-tech Mercedes bliver til stationcar

Kort efter lanceringen af den elektriske CLA afslører Mercedes-Benz en ny variant kaldet Shooting Brake. Med lidt god vilje kan man kalde den en stationcar, og bagagerummet er større end i sedanudgaven.

Mercedes CLA Shooting Brake forfra og bagfra Med Øresundsbroen i baggrunden.
Nyt om biler

Den nye ’A-klasse’-familie fra Mercedes-Benz er i fuld gang med at få vokseværk. Samtidig med at de første CLA-eksemplarer er på vej ud til kunder i Europa, viser Mercedes-Benz den næste model i familien: CLA Shooting Brake.

Mens den originale CLA er en sedan, er Shooting Brake reelt en stationcar, dog med et ret afrundet bagparti.

Dermed svarer de nye elektriske CLA-modeller til de udgående benzin- og dieseludgaver af den gamle CLA.

Yderligere to modeller i A-klasse-familien er klar i kulissen, bl.a. en SUV der kunne hedde GLA eller GLB, samt en næsten identisk SUV-coupé. Derimod kommer der ikke en ny A-klasse hatchback eller B-klasse MPV.

Baaggerummet i CLA Shooting Brake med nedfoldet bagsæde.
Bagagerummet i Shooting Brake er lidt større end i sedanen, men mere vigtigt er det mere anvendeligt og nemmere at komme til. 

Større og bedre bagagerum

CLA Shooting Brake er interessant, fordi den retter op på CLA’s eneste betydelige ulempe, bagagerummets størrelse og bagklappens åbning.

Forbedringen er dog kun moderat, fra 405 til 455 liter, men samtidig er rummet mere reelt, og det er nemmere at få større genstande ind gennem den store bagklap. Med bagsædets ryglæn lagt ned, kan der være 1.290 liter.

I begge modeller er der et meget stort rum på 101 liter under frontklappen. Trækvægten er også den samme: 1.500 kg med baghjulstræk og 1.800 kg med firehjulstræk.

Panoramatag med små stjerner på.
Panoramataget kan som ekstraudstyr skifte mellem gennemsigtigt og matteret glas. Det arbejder nu også sammen med kabinens ambiente-belysning.

Mulighed for stjernehimmel

Lige som sedanen har stationcaren panoramatag, men her i Shooting Brake strækker det sig helt fra toppen af forruden til bagenden. Som standard har taget varmeafvisende glas, der også holder på varmen i kulde.

Som ekstraudstyr kan panoramataget skifte mellem fuldstændig gennemsigtigt og matteret glas. Panoramataget er oplyst og er for første gang tilkoblet ambiente-belysningen med 158 stjerner integreret i taget.

El-teknikken er helt den samme som CLA – og imponerende.

CLA Shooting Brake bagfra.
Shooting Brake er det mere smarte begreb end stationcar, men bilens bagparti er dog også mere skråt og taglinjen mere faldende end på en traditionel stationcar. 

Op til 761 km på en opladning

Batteriet er på 85 kWh og i kraft af et beskedent strømforbrug har bilen en officiel rækkevidde på op til 761 km. Med firehjulstræk og flere kræfter hedder det 730 km.

Sedanen klarer ca. 30 km mere.

Strømsystemet arbejder med 800 volt, og batteriet kan oplades med op til 320 kW, så man kan få 310-320 km tilført på blot 10 minutter. Kun 800 volt-ladere kan bruges, hvilket er de fleste af dagens lynladere. En væsentlig undtagelse er Teslas lynladere. 22 kW AC-lader kan tilvælges.

CLA Shooting Brake kan leveres fra lige efter nytår. 

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her