Det var et gigantisk øjeblik for BMW og en spændende dag for bilkøbere, da koncernchefen for BMW Group afslørerede den nye el-SUV, iX3.
- Det her er mere end en ny bilmodel. Det er begyndelsen på en ny æra, som vil forme mærket mange år frem, sagde Oliver Zipse i hjembyen München – få dage før den store IAA-udstilling åbner samme sted.
iX3 er den første model fra den familie – og teknologi – som BMW nu i fire år har kaldt ’Neue Klasse’. Andre modeller vil følge i et for bilindustrien uhørt tempo. I løbet af 2026-2027 og lidt ind i 2028 vil der komme 40 (fyrre) nye modeller og modelvarianter med samme teknologi. Det inkluderer særlige varianter til Kina.

Nuværende modeller udgår
Den hæsblæsende modelfornyelse betyder, at nogle nuværende modeller udgår før normal tid. Om fire år vil der kun være en eller to af dagens modeller tilbage.
BMW investerer omkring 75 mia. kr. i giga-projektet, som også omfatter brændstofmodeller, inklusive hybrider og brintvarianter. Alle modeller uanset drivmiddel benytter samme Neue Klasse-teknologi, men forskellige platforme i den traditionelle, fysiske definition af en platform.
Neue Klasse-model nr. to er heller ikke længere en hemmelighed. Ved præsentationen kom sedanudgaven kørende ind på scenen. Ganske vist var den kamufleret, men bilens form og proportioner var tydelige. Samtidig blev det åbenlyse bekræftet: Sedanen, som kommer lidt senere i 2026, skal hedde i3.
Meget tidligt kommer også en benzinudgave, der som hidtil skal hedde 3-serie.

Klassisk design
Både i3 og iX3 er forholdsvis konventionelle – BMW siger tidløse - i deres design. De mere vidtløftige former og detaljer, som tidlige konceptbiler udstillede, er dæmpet betydeligt. Dermed følger BMW en tendens fra andre europæiske mærker (og Nissan), hvor elbiler ikke behøver se outrerede ud eller være glatte som håndsæbe. VW er et andet tydeligt eksempel med ID. Polo.
Den nye iX3 afløser den kinesisk byggede og forgænger, der var baseret på en benzinbil-platform, og som udgik for et stykke tid siden.
iX3 Neue Klasse har bevaret noget af forgængerens formsprog, særligt ved den bageste hjørnestolpe, men detaljerne er nye og særligt den belyste front adskiller. Størrelsen er næsten den samme. Den nye iX3 er med 4,78 meter i længden fem cm længere og har fire cm større akselafstand.
520 liter kan der være i bagagerummet plus 58 liter under fronthjelmen.

Opladning med 400 kW
Den nye platform flytter grænser for de elektriske egenskaber. Neue Klasse-bilerne benytter 800 volt, og iX3 kan lade nærmest rødglødende. Bilen kan under ideelle forhold få tilført 372 km kørsel på blot ti minutter. Målt på en anden måde: 10 til 80 pct. er overstået på 21 minutter.
I første omgang præsenteres kun én variant, iX3 50 xDrive, som er klar i begyndelsen af marts. Der kommer løbende flere andre varianter, både med flere og færre hestekræfter, samt formentlig udgaver med kun baghjulstræk og/eller mindre batteri.
50 xDrive har en officiel rækkevidde på op til 805 km og et forventet forbrug på ned til 151 Wh pr. km. Det vil sige, at en kWh rækker til 6,6 km.

Batteri på 109 kWh
Batteriet er en bamse på 109 kWh, og de to motorer yder 469 hk. Tophastigheden er en BMW værdig med 210 km/t, og de 100 km/t. nås på 4,9 sekunder. Trækvægt 2.000 kg.
Som ekstraudstyr fås AC-lader på 22 kW, lige som tovejsopladning bliver muligt. Med vehicle-to-load (V2L) kan bilen forsyne eksterne enheder med strøm, og den er klar til vehicle-to-grid (V2G), så bilen i fremtiden kan levere elektricitet tilbage til elnettet.
Bilens elektronik- og softwarearkitektur er banebrydende, siger BMW, og det er der noget om. Alle centrale funktioner styres af fire kraftige computere, kaldet superhjerner. De håndterer alt fra infotainment og automatiseret kørsel til køredynamik, klimakontrol og komfort.

Datakraft 20 gange større
En af computerne kalder BMW for Heart of Joy. Den styrer drivlinje, bremser, genvinding af bremseenergi og styring – op til ti gange hurtigere end konventionelle kontrolenheder.
Sammenlignet med nuværende modeller er datakapaciteten mere end 20 gange større, samtidig med, at kabelføringen er markant forenklet.
I kabinen er der blevet renset grundigt op, så den fremstår mere ren og enkel. En særdeles iøjnefaldende fornyelse er ’Panoramic iDrive’, der er bygget på det BMW Operating System X og har som standard et lavt, headup-display i hele forrudens bredde. Oplysninger her kan ses af alle i bilen.
Den centrale trykskærm er på 17,9-tommer, og som ekstraudstyr fås 3D headup-display.
Freude am Fahren på ny måde
Både den overvældende computerkraft til køredynamikken og den nyskabende skærmvisning er BMW’s middel til at lægge et nyt, digitalt lag oven på mærkets klassiske slogan, Freude am Fahren, så fører og bil i endnu højere grad bliver til ét.
Hvad det vil sige i praksis, og hvor godt det er lykkedes, må vi vente med at finde ud af, til FDM får mulighed for første tur til november.
Priserne er allerede klar. 650.000 kr. koster billigste udstyrsvariant med den forventede, forhøjede 2026-registreringsafgift. En M Sport står til 680.000 kr., Fully Charged koster 730.000 kr., mens topudgaven Supercharged har en prislap på 750.000 kr.
iX3 skal til det europæiske marked bygges på en nyopført BMW-fabrik i Ungarn.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.