Den internationale biludstilling i München, IAA Mobility, er et slaraffenland med biler. Masser af spændende nyheder i alle klasser og af alle typer. Sådan har det ikke været i mange år, men særligt tyske, kinesiske og koreanske mærker er stærkt repræsenteret i år.
Blandt de mange europa- og verdenspremierer er der en håndfuld, som FDM vurderer som ekstra spændende set fra Danmark. Dem tager vi en hurtig rundtur til.
Flere andre kunne være kandidater, særligt konceptbilerne Audi Concept C, Cupra Tindaya, Hyundai Concept Three og Skoda Vision 0, men de er netop stadig koncepter uden tekniske detaljer samt en uvished om, hvordan og i hvilken form, de bliver til realiteter.
De fem vigtigste nyheder:

Volkswagens firlinger
De er svære at komme uden om som biludstillingens mest betydningsfulde nyheder set fra Danmark, Volkswagens fire nye elektriske minibiler. Der har været varmet op til dem længe, og de er gudhjælpemig stadig pakket ind eller kaldes ’konceptbiler’, da marketingfolkene vil holde rigtig verdenspremiere næste år.
Men det er muligt at gennemskue design, størrelse og teknik, og det gør de fire minibiler virkelig interessante. Volkswagen kommer langt fra først med små, opnåelige elbiler, men VW, Skoda og Cupra har kraftig appel til danske bilkøbere, og alt tyder på, at bilerne vil tilbyde en lykkelig kombination af plads, design, rækkevidde og pris.
Firlingefamilien består egentlig af to sæt tvillinger: de lave hatchback-modeller VW ID.Polo og Cupra Raval samt mini-SUV’erne VW ID.Cross og Skoda Epiq. Alle stiller op med ganske klassisk design, selv om Raval giver den gas med sportsligt Cupra-design.
Raval kommer først, i sommeren 2026, mens de øvrige følger tæt efter hinanden i efteråret 2026. Forvent priser en anelse over 200.000 kr. Europæiske meldinger tyder på, at Cupra’en skal være dyrere end VW og Skoda. Lidt over 400 km kan bilerne køre på en opladning med største batteri.

BMW iX3
Dernæst bevæger vi os til Bimmerland. BMW har verdenspremiere på iX3, der er første model fra Neue Klasse-udviklingsprojektet, som vil resultere i 40 nyheder på lidt over to år. Det er voldsomt. Den nyheds-tsunami tegner rigtig spændende bedømt ud fra iX3, der kan kaldes elbilen version 3.0 med batterier af sjette generation.
Alt er nyt og gennemarbejdet – helt ned til hvordan genbrugsmaterialer er skabt, råvarer indkøbt og en ny type battericeller udviklet. Den første variant, Xdrive 50, imponerer med en rækkeviddelige over 800 km, lynladning med op til 400 kW og tæt på 500 hestekræfter. Velkommen til fremtiden.
Futuristisk er også det demokratiske headup-display, der strækker sig i hele forrudens bredde og kan ses af alle ombord. Det ser flot ud og er tilsyneladende velfungerende – oplysningerne er nemme at ændre.

Mercedes-Benz GLC
Hos BMW’s ærkerival finder vi en nyhed, der på rigtig mange områder minder om iX3. Mercedes-Benz GLC er præcis som hos BMW første model ud af 40(!), der med mere eller mindre samme teknologi som i GLC skal komme de næste to år.
Som BMW har Mercedes valgt et klassisk design med futuristisk front (se lige grill’en) og baglygter. Begge mærker er enige om at skifte til 800 volt-teknik, men Mercedes’en lader lidt langsommere, har mindre batteri og kortere rækkevidde – godt 700 km. Men GLC har totrins gear og et marginalt lavere forbrug – helt ned til officielt 149 Wh pr. km. BMW: 151 Wh.
GLC har også mere bagageplads, inklusive en frunk på 100 liter. Også Mercedes går ind for væg til væg-skærm, men med en anden løsning. Her er der (som ekstraudstyr) tale om en hyperscreen på 39 tommer. Meget flot, men måske ikke nødvendigt.

Leapmotor
Kinesiske mærker er der et helt dusin af på IAA-udstillingen, men ikke alle har umiddelbart kurs mod Danmark. Men det har det unge mærke Leapmotor, blev det afsløret på udstillingen, og som kan blive en ret interessant tilføjelse til det danske billandskab.
Bilerne er efter alt at dømme ikke noget særligt, men der er udsigt til rigtig god værdi for pengene, fin plads og høj sikkerhed. Første model bliver (endnu!) en SUV i mellemklassen, B10. Den er hos os allerede til november, og en fra-pris omkring 225.000 kr. virker realistisk. Næste år følger den halvhøje hatchback B05, der er en VW ID.3-konkurrent.
Leapmotor er kommet særdeles godt fra start hjemme i Kina, og i Europa styrkes tilliden til mærkets stabilitet af solid opbakning fra Stellantis-koncernen.

Kia EV5
Kia viser de spændende nyheder mini-SUV’en EV2 og den mellemstore sedan/hatchback EV4 i München, men de er efterhånden ikke helt nye i udstillings-sammenhæng. EV4 kommer sidst på året og EV2 til foråret.
Men det er EV5, der har europapremiere og omkring nytår bliver en spændende danmarks-lancering. EV5 er en mellemstor SUV, der kan ses som en elektrisk afløser for Sportage og bliver en mere traditionel SUV i forhold til den lidt større og lavere EV6.
EV5 skal ind og dyste i den populære klasse med VW ID.4 og Skoda Enyaq og ligner en storfornuftig familiebil. EV5 har en lang række nyskabelser i forhold til den ældre EV6, men elektrisk set er den ikke så avanceret. Den nøjes med 400 volt-teknik. Det største batteri er på 81 kWh, som giver en rækkevidde på op til 530 km.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi