Logo

Stort overblik: 20 Kina-mærker i Danmark fra A til Z

Nyheder

Nyt om trafik og biler

30. september 2025

Biler på biludstilling

Foto: Torben Arent

Torben Arent

Kinesiske bilmærker har oversvømmet Danmark de seneste få år, og nogle er begyndt at sælge godt. Med en hel snes mærker fra Kina og måske snart endnu flere kan det være svært at bevare overblikket. Her er en guide til de 20 nuværende og annoncerede mærker.

Kineserne kommer, er et råb, der i årevis har været hørt i bilverdenen. Og nu er de faktisk kommet – sågar i enormt omfang når det gælder antal mærker.

Alene inden for det seneste år har en halv snes nye mærker fra Kina indfundet sig i Danmark eller er lige på trapperne. Hele 20 rent kinesiske mærker er med i denne oversigt. Flere er i vente, bl.a. Changan, Avatr og Xiaomi. Desuden er det muligt, at Aion, Aito, Skyworth, Smart, Tiggo, Geely, iCar og Lynk & Co kommer på et tidspunkt.

Efter en træg begyndelse er kinesiske mærker langsomt, men sikkert ved at få momentum i Danmark. I de første otte måneder af 2024 stod de rent kinesiske mærker for 4,0 pct. af personbilsalget, mens det i 2025 er oppe på 5,5 pct. MG, Xpeng og BYD er fortiden hhv. 17., 18. og 19. største personbilsmærke i Danmark og sælger hver især flere biler end Mazda, Citroën og Opel.

Den relativt store vækst er sket, selv om EU i sommeren 2024 indførte en betydelig importtold på kinesisk byggede elbiler.

En broget skare af bilmærker

De kinesiske mærker er en blandet flok. Nogle er unge (under ti år) tech-agtige virksomheder med hurtig udvikling, teknologi i fokus og ofte en begrænset pengetank. Nogle er joint-ventures med Kinas store tech-virksomheder som Huawei, Alibaba og Baidu.

Andre kommer fra 40-60 år gamle statsvirksomheder, der i nogle årtier også har bygget personbiler. Andre igen er nye mærker udsprunget fra de store gamle virksomheder, og så er der de to gigantiske private koncerner, BYD og Geely, som har et hav af mærker.

Alle kinesiske modeller i Danmark er rene elbiler på nær Navor E5 og MG HS, der begge er plugin-hybrider.

Få det store overblik over de 20 kinesiske mærker, som er etableret i Danmark, er ved at blive det, eller som siger, de kommer lige straks.