Ta-da! – Tindaya er en eksplosiv vulkan på hjul

På basis af fremtidens elbil-teknik fra Volkswagen-koncernen afslører Cupra sin flamboyante vision for næste generation sportscrossover. Tindaya udstiller en del pjattede designpåhit, men i sin kerne er den seriøs.

Cupra Tindaya forfra.
Nyt om biler

Formerne er vilde, proportioner er frække og detaljerne temmelig overraskende. Og så er teknikken spændende.

Det er en opsigtsvækkende konceptbil, spanske Cupra viser ved årets store IAA-bilshow i München.

Tindaya hedder den, opkaldt efter en vulkan på den canariske ø, Fuerteventura, hvor jorden angiveligt har en farve, der minder om Cupras gennemgående kobber-tema.

Designerne har hygget sig

Cupras chefdesigner, Jorge Díez, fremviser over for FDM med entusiasme bilens mange finurlige – til tider pjattede – detaljer så som lakerede glaselementer, samt gennemsigtige paneler og ’rygraden’ på taget, der skal minde om den menneskelige krop.

Sjov er tankegangen med at få det digitale ført over i det fysiske. Det demonstreres mest tydeligt ved konceptbilens velkomsthilsen, hvor lysende trekanter dukker op på skærmen i grill’en derefter ’vandrer’ op til de fysiske forlygter, der også består af tre trekanter i hver side. Cupra kalder denne kombination af digitale og fysiske elementer en phygital oplevelse – en sammensmeltning af fysisk design og digital interaktion

Mens det meste kan affærdiges som det rene pjat og design for designets skyld, virker bilen som helhed som en vellykket og dynamisk nyfortolkning af en SUV, crossover og/eller en fastback.

Cupra Tindaya bagfra.
Cupra Tindaya er indtil videre en ren designvision, men bilen ligner klart noget, der kan gå i produktion om tre-fire år. Proportionerne og linjerne har noget tilfælles med Toyota C-HR+.  

Ligner forsmag på produktionsbil

Cupra vil ikke sige, om en bil, der minder om Tindaya, kommer i produktion. Men det virker sandsynligt. Cupra har traditionelt sat sine konceptbiler i produktion, selv om det til tider har været i tillempet form og adskille år senere. Tindaya vil give god mening til mærkets ungdommelige profil.

Bilen er en smule større end Tavascan, men begge kunne godt leve side om side – med mindre at Tavascan er udgået, inden en Tindaya-lignede bil kunne komme hen mod slutningen af årtiet.

Teknisk set har Tindaya et spændende budskab, selvom teknikken jo ikke er synlig, og det kun bygger på Cupras oplysninger – som mærket til og med efterfølgende har forsøgt at trække tilbage.

Cupra Tindaya forfra.
Cupra Tindaya giver gas med design, selv om den som konceptbil i sagens natur er (lidt?) overdrevet. Bilen er en smule større end dagens Tavascan. 

Baseret på ny SSP-platform?

Konceptbilen skulle være baseret på Volkswagens SSP-arkitektur, som bliver koncernens helt afgørende platform fra omkring 2028.

Den kan blive en af verdens mest udbredte platforme, da langt de fleste elbiler fra koncernen skal baseres på den - lige fra små biler til langt op i luksusklassen.

Hvis Tindaya vitterlig står på en SSP-platform, er det kun anden gang og første gang i Europa, at Volkswagen-gruppen viser en konceptbil på fremtidens tekniske fundament. Første gang var i Kina i april, da VW præsenterede den kinesiske ID. Era. I forbindelse med IAA-udstillingen viste Skoda sin konceptbil Vision 0, der også menes at være baseret på SSP.

Førerpladsen i Cupra Tindaya.
Tindaya har et rat inspireret af computerspil, og det antyder, at bilen har elektronisk styretøj, steer-by-wire. Førerpladsen er meget førerorienteret, og der er f.eks. kun én skærm for at holde førerens fokus på kørslen. Derudover er der en del fysiske knapper diskret anbragt rundt om føreren. 

Både elbil og hybrid

Platformen er designet til elbiler, men der er plads til at placere en lille benzinmotor i et ’hjørne’.

Det er tilfældet med de fremviste ID. Era og Tindaya, som begge er elbiler med rækkeviddeforlænger. I Tindayas tilfælde rækker batteriet til omkring 300 km’s kørsel. Men derefter kan bilen fortsætte ’uendeligt’ på benzin.

Det er altid en elmotor (eller to), der driver bilen, men benzinmotoren fungerer som generator, der kan lade batteriet op.

I den udstillede Tindaya yder de to motorer angiveligt 496 hestekræfter – angiveligt, fordi det er usikkert, om konceptbilen overhovedet har en motor.

Teknikken med rækkeviddeforlænger er i hastig udbredelse i Kina, og nogle bilmærker vil tage den type bil til Europa for at tilfredsstille de mere elbil-skeptiske bilkøbere i Syd- og Centraleuropa. Også Volvo har en sådan model på vej i form af XC70, og BMW overvejer det til sin Neue Klasse-program.

Skoda Vision 0 forfra.
Skoda viser nu konceptbilen Vision 0. Også denne model har formentlig baseret på SSP-platformen.

Udstiller steer-by-wire

Men det er også muligt at undlade benzinmotoren Volkswagens SSP-biler og i stedet lægge et større batteri i, så der bliver tale om en ren elbil.

Tindaya varsler desuden en anden interessant teknik, elektronisk styret rat, også kaldet steer-by-wire. Det er ikke noget, Cupra siger noget om, men det bliver kraftigt indikeret med det særlige rat.

Steer-by-wire bliver introduceret af Lexus om kort tid, lige som Hyundai har en model med teknikken. Både Peugeot og Mercedes-Benz har varslet den nye teknik, som lader til blive ganske udbredt om få år.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2025 og 2026