Vild vending: Stort bilshow går op i gear

Den tyske IAA-biludstilling i München får i år et gevaldigt comeback i antal bilmærker og premierer. Se her, hvilke nyheder der er udsigt til fra 7. september.

Guldfarvet bil i profil på sort baggrund med blåt IAA-logo
Nyt om biler

Europæiske biludstillinger har længe lidt af åndenød, og flere er døde - blandt andet det ikoniske Geneve Motor Show.

De store bilshows i Paris og Frankfurt/München har længe været skygger af sig selv. Men i år sker der en markant opblomstring af det tyske IAA, der finder sted i München og officielt hedder IAA Mobility, da udstillingen nu til dags også drejer sig om andre transportformer end bilen.

Men bilen er i centrum, og nye biler bliver der usædvanligt mange af i år. Det virker som om, at bilproducenterne er blevet enige med sig selv om, at give gas i år.

Nærbillede af konceptbil.
Opel viser en meget sportslig konceptbil, som i mere afdæmpet form kunne forvarsle den næste Corsa. Interessant: konceptbilen har elektronisk styretøj (steer by wire).

IAA-nyhederne

Audi Concept C
BMW iX3
​​​​​BYD Seal 06 DM Wagon
Cupra Raval
​​​​​​
Cupra Tindaya
GAC Aion UT
GAC Aion V
Hongqi 5
Hyundai Ioniq 3
Jaecoo 5
Kia EV5
Leapmotor Lafa 5

Mercedes GLA Shooting Brake
Mercedes-Benz GLC
Opel (Corsa) konceptbil
Polestar 5
Porsche Cayenne
Renault Clio
Skoda Epiq
Skoda Octavia EV
Togg T10F
Togg T10X

VW ID. Polo + ID. Polo GTI
VW ’ID. Cross Concept’
VW T-Roc
Xpeng P7

Se listen med nyheder til venstre. Ikke alle er bekræftede, og der kommer givetvis flere nyheder til.

Kinesiske mærker presser de europæiske

Det kan der være flere grunde til. Én er givetvis, at kinesiske bilmærker har været meget synlige, nærmest dominerende på de seneste europæiske biludstillinger. Desuden er kinesiske mærker også på klar fremmarch ude i den europæiske virkelighed.

Samtidig står det europæiske bilsalg i stampe, så bilproducenterne kan se et behov for at vise deres nye produkter frem. Biludstillinger er ellers en ret dyr platform for markedsføring, og samtidig har hvert mærke ikke scenen og mediernes opmærksomhed for sig selv.

De fleste nyheder er elbiler

Langt den overvejende del af nyhederne er elektriske, selv om elbiler kun udgør ca. 15 pct. af det europæiske bilsalg.

Men netop derfor er det vigtigt for producenterne at sætte spotlight på elbilerne, for selvom EU har lempet lidt på CO2-kravene de næste to år, skal der sælges mange elbiler nu – og markant flere fra 2028.

Stort set alle tyske bilmærker inklusive Volkswagens spanske og tjekkiske mærker er med, og flere mærker fra Stellantis-koncernen udstiller.

Det gør også Hyundai og Kia, mens japanske mærker inklusive Toyota er fraværende. Til gengæld er der mindst et halvt dusin kinesiske mærker.

Guldfarvet bil bagfra.
Det fremadstormende kinesiske mærke Leapmotor viser denne Lafa 5 (også kendt som B05), der kan blive en VW ID.3-konkurrent - men markant billigere. Leapmotor har ingen dansk importør, men det virker oplagt, at det snart sker.

Comeback for Volvo - og debut for Tyrkiet

Selv Volvo, som for ca. 12 år siden besluttede at forsage biludstillinger i almindelighed, har ombestemt sig i år - på det tidspunkt hvor mærket plages af ret stor salgsnedgang, særligt på de rent elektriske modeller. Det er dog ikke Volvo Cars, men ’kun’ den tyske Volvo-importør, som er den officielle udstiller.

Nyt er også, at tyrkiske Togg gør sin vesteuropæiske entré på IAA-udstillingen.

Grøn 3D-model af stationcar.
Skoda ventes at vise en forløber for en ren elektrisk Octavia Combi. Navnet er ikke bekræftet.

Bilshow fra 7. til 14.september

Udstillingen begynder for pressen mandag den 8. september, men allerede søndagen inden viser flere producenter, bl.a. Mercedes-Benz og Volkswagen, deres nyheder frem.

En del af udstillingen foregår traditionelt i byens store messehaller, men en væsentlig del foregår i det såkaldte IAA Open Space, som fra tirsdag den 9. september er åben i Münchens centrum. Her vises mange af nyheder i telte og pavilloner, hvor der er gratis adgang. Sidste åbningsdag er 14. september.

FDM er til stede i München før og under IAA-udstillingen og bringer løbende de vigtigste nyheder.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her