Få dage efter at den danske bestand af elbiler rundede en halv million, skete der et bemærkelsesværdigt skift i toppen blandt elbilmærker.
Tesla har været det mest udbredte elbilmærke på danske veje i ti år, siden mærket blev større end Nissan og Renault i 2015.
Men ved udgangen af oktober blev Tesla overhalet af VW, som nu har flest elbiler kørende i Danmark.
VW sælger langt flest for tiden
VW’s elbiler i Danmark
ID.4/ID.5: 42.102
ID.3: 25.432
ID. Buzz: 6.261
ID.7: 5.147
e-Golf: 4.961
e-Up: 4.485
Forskellen er lige nu minimal, men den vil formentlig hurtigt øge, da VW for tiden sælger markant flere elbiler end Tesla – både fabriksnye og brugte fra udlandet.
For blot et år siden lå forskellen mellem de to mærker på omkring 27.000 elbiler i Teslas favør. Nu står det VW 88.417, Tesla 88.331.
VW har i årets første ni måneder af 2025 leveret tre gange så mange nye elbiler som Tesla og ni gange så mange brugtimporterede. 40 pct. af VW’s vækst kommer for tiden fra brugtimport.
Model Y mest udbredt - tæt fulgt af ID.-model
Tesla Model Y er stadig den mest udbredte elbil med ca. 45.000 styks i Danmark, men ID.4/ID.5 er ikke langt efter med ca. 42.000 biler.
VW har et bredt modelprogram, mens Tesla reelt kun har to modeller, hvoraf Model 3 er gået voldsomt tilbage og nu kun står for 17 pct. af Teslas salg. Resten må Model Y klare.
- Man kan sige, at VW kom for sent til elbilfesten i Kina og for tidligt i Europa, hvor markedet dengang endnu ikke var klar. Men timingen har vist sig at være perfekt i Danmark i dag, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
Bedre garanti kan have hjulpet
VW har formået at få konkurrencedygtige priser, og flere modeller er blevet opgraderet, selv om storsælgeren ID.4/ID.5 er ved at være en af de ældste el-SUV’er og en ny først kommer i foråret 2027.
Den forlængede garanti på fem år, som blev indført i slutningen af 2024, har til gengæld styrket mærkets salg, vurderer Ilyas Dogru.
Han peger også på, at med faldende elbilpriser er målgruppen for elbilkøbere blevet langt bredere, og her synes strategien med flere modeller på hylderne at være en klar fordel.
Langt ned til Skoda og Mercedes
Mens VW og Tesla ligger side om side med næsten 90.000 elbiler hver, er der langt ned til nr. tre og fire, Skoda og Mercedes-Benz.
Elbil-pionererne Nissan og Renault har ikke nær kunnet holde deres forspring. Renault ligger nu nr. ni og Nissan nr. 15. Hyundai og Kia var blandt first movers i anden elbil-bølge, og de ligger for tiden hhv. syv og ti.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.