China-speed kan det vel kaldes, når en helt ny bil lander på havnen i Zeebrugge 17. oktober, og allerede 21. oktober – uvist for stort set alle - dukker op på FDM Jyllandsringen til Årets Bil i Danmark.
Først dér vidste offentligheden, at et mærke ved navn Skyworth har blandet sig i det ca. 20 mærkers store felt af kinesiske bilmærker i Danmark. Og hvad prisen er.
220.000 kr. koster SUV’en der modsat sit fornavn har et meget enkelt efternavn: K. Og selv om mærket er ukendt, og ingen ved, hvad dets fremtid er, er det netop prisen, der skal få danskerne til at købe bilen med det mærkelige navn.
Kan erstatte Navor E5
Dermed kan den fuldelektriske Skyworth K blive en erstatning for plugin-hybriden Navor E5, der ser ud til at få det meget svært med nye afgiftsregler fra 1. januar 2026. De to biler er præcis lige lange og koster for tiden ca. det samme, men Skyworth K har dog kun fem pladser modsat Navors syv.
Begge mærker importeres af Wismo Automotive og skal sælges fra et større antal etablerede forhandlere.
Bagagerummet angives til 724 liter, og motoren yder 204 hk.
10-80 pct. på 11 minutter
Syv år gammelt bilmærke
Skyworth blev grundlagt i 1988 og har siden etableret sig som en teknologivirksomhed med over 40.000 ansatte. Bildivi-sionen Skyworth Auto, som oprindeligt var et samarbejde med Skywell, blev først grundlagt i 2017. Mærket er stadig et meget lille bilfirma med ca. 40.000 solgte biler i 2025.
Ud over et forrygende forhold mellem pris og plads gør Skyworth sig bemærket med 800 volt batteri, som kan lades fra 10 til 80 pct. på blot 11 minutter under ideelle forhold.
Med til den historie hører dog, at batteriet er moderat af størrelse med sine 62 kWh, og kun giver en officiel rækkevidde på 380 km.
Udstyrsniveauet er omfattende med bl.a. varmepumpe, nøglefri adgang, 15,6 tommer midterskærm og laminerede sideruder. Skyworth K fungerer desuden som mobil strømkilde med sit Vehicle-to-Load-stik. Bilen kan levere op til 6 kW til elektriske apparater, mens den helt uhørt kan oplade en anden elbil med 100 kW.
I topversionen tilføjes 360 graders kamera, elektrisk bagklap, panoramaglastag, ’ultra LED-forlygter’ med op til 500 meters rækkevidde samt ventilerede sæder med memory-funktion. Der er endnu ingen pris på denne udgave.
Næste model: VW ID.3-konkurrent
Bilen bærer tydeligt præg af sit ophav fra Kina med asiatisk stil i kabinen, og stort set alt skal betjenes via skærmen.
Skyworth K kommer i forretningerne lige efter nytår.
Yderligere en model ventes senere i 2026. Det er modellen Q, som er en mellemstor hatchback på 4,20 meters længde og svarer til VW ID.3. Rækkevidden bliver formentlig omkring 480 km.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.